Sommerblomster - Fra frø til fryd. Det er titlen på min nye havebog, der udkommer om præcis en måned, den 4. november 2019. Der er lige skudt en konkurrence med tre eksemplarer på højkant i gang på Helt hen i havens Facebook side. Så tjek ind og vær med. Konkurrencen er nem 🙂
Jeg ved godt, hvad jeg skal lave i weekenden. Og nej, jeg skal ikke i haven. Jeg skal nemlig læse korrektur på min nye havebog. Bogen handler om alle de sommerblomster, man selv kan dyrke fra frø.
Uanset om du drømmer om at fylde dine bede og krukker med smukke sommerblomster eller om at dyrke blomster til lækre buketter, er du godt hjulpet med Sommerblomster - Fra frø til fryd. Du får masser af gartnertricks om såning, prikling, knibning og alt det hyggelige arbejde, der skal til for at komme sikkert fra frø til fryd. Tjeklister og en strøm af billeder giver overblik og guider dig sikkert igennem processerne.
Der er afsnit om skærehave, frøsamling, tørrede blomster og meget mere, og der er en lang række forslag til, hvilke sommerblomster der passer til hvilke projekter. Alt sammen krydret med ideer til små, hyggelige gør-det-selv projekter.
Jeg har selv dyrket et hav af sommerblomster gennem tiderne og ikke mindst i år, hvor der skulle indsamles billedmateriale til bogen. Jeg har nydt at have en skærehave for første gang og vil helt sikkert også fremover integrere endnu flere sommerblomster i køkkenhaven. Det er bare fedt at kunne plukke løs til alle de buketter, man har lyst til. Skærehaven synger på sidste vers for i år, men ikke mere end at det stadig kan blive til en svanesang eller to. Således dagens havebuket til at fejre, at mit nye bogprojekt for alvor er sat i søen .
Håber, I vil tage godt imod bogen 🙂 Du kan læse mere om bogen på www.forlagetlinnea.dk, hvor den også kan forudbestilles allerede nu. Skriv Fryd i rabatfeltet, så sparer du fragtomkostningerne.
7 Replies to “Sommerblomster – Fra frø til fryd”
Hej Lotte.
Tillykke med din nye bog – jeg ærgrer mig dog lidt over ikke at kunne være med i konkurrencen, da jeg ikke er på face-book. Men ellers tak for din meget fine og lærerige blog, jeg beundrer meget, at du tilsyneladende kan holde din have så perfekt, det giver dog mere lyst til selv at gå i gang end det giver dårlig samvittighed.
Mange hilsener fra Jette.
Kære Jette
Tak for din hilsen. En skam, at du ikke kan deltage i konkurrencen.Kender du ikke en, der er på Facebook, der kan deltage for dig 🙂
Jeg må i øvrigt lige korrigere din misforståelse. Min have er så langt fra perfekt, men jeg elsker den for det.
KH Lotte
Kære Lotte
Mange 1000 tak for alle dine skønne blomsterhilsner.
Jeg vil gerne spørge til din have buket, hvad hedder det fine græs? og har du sået det eller er det en staude?
På forhånd tak.
Mvh/ Dorthe
Hej Dorthe
Tak for din hilsen og søde ord. Det fnuglette græs hedder fontænegræs, Panicum elegans. Det er en enårig plante, der blev forspiret i foråret og siden plantet ud. Den har været helt fantastisk og har leveret stilke til utallige buketter hele sommeren.
Mange hilsner
Lotte
Hej Lotte
Mange tak for svaret.
Hvor kan jeg købe frøet?
Mvh/Dorthe