I dag har jeg fabrikeret årets første buket direkte fra skærehaven. Her står tulipanerne knitrende lækre på spring på rad og række mellem skærehavestauderne, lige præcis modne til den første tulipanhøst.
Det er et dejligt syn, så det er nu, jeg skal huske at minde mig selv om, at det er tulipanhøst til buketter, der er hele formålet med at lægge tulipanløg i skærehaven. Ellers bliver det ikke til hjemmelavede tulipanbukettter, for tulipanerne i staudebedene nænner jeg ikke at klippe af.
Her er det så, der nok er en og anden, der synes, min tilgang til tulipanhøst er brutal og lettere grænseoverskridende. For jeg trækker simpelthen løgene op af jorden, klipper dem af stænglen og kasserer dem, mens stilkene bliver sat direkte i en spand vand.
Jeg gør det på den måde, fordi jeg ikke magter at skulle ærgre mig over forkølede tulipanblade og ingen tegn på blomstring næste år. Tulipanløgene har sat yngleløg, der skal blive til fremtidige generationer, men når jeg høster blomst og stængel inklusiv blade, er der ikke noget krudt tilbage, som planten kan trække ned i yngleløget. Løget er så at sige brugt op, så jeg må lægge nye igen til efteråret.
Til gengæld fik jeg en skøn spandfuld sprøde tulipaner til årets første buket fra skærehaven.
Tulipanerne blev krydret med blomstrende grene af bærmispel, Amelanchier laevis, der lige er begyndt at springe ud med fine flødefarvede blomsterskyer og kobberfarvede blade. De klæder hinanden, synes jeg. Dermed er skærehavesæsonen endelig i gang.
3 Replies to “Grænseoverskridende tulipanhøst skærehaven”
En smuk buket.💚💚
Det er en rigtig forårsbebuder – du der har fået lavet til vindueskarmen.
Du nævner at man ikke kan bruge løgene mere – hvordan med den nye lille knold – kan den ikke
anvendes.
Hej Merete
Det lille yngleløg kan med tiden blive til et nyt, blomstrende tulipanløg, men det vil tage flere år, især når jeg har høstet stængel tog blomst, så det er meget begrænset, hvad der er tilbage af næring at trække ned i løget.
Mvh Lotte