Store-plante-dag i skærehaven har godt nok ladet vente på sig i år. Jeg har været lige ved at eksplodere af utålmodighed, men nu kom der da endelig lidt varme i luften, så det er forsvarligt at slippe de små løs under åben himmel.
Forberedelserne til store-plante-dag i skærehaven har stået på i ugevis med en hel del udfordringer på vejen. Hundekoldt, vådt og blæsende er jo ikke ligefrem vejr til afhærdning af sarte drivhusplanter, men det lykkedes trods alt sporadisk at få de forspirede planter ud under åben himmel i kortere og længere perioder under behørigt opsyn.
Dermed oprandt dagen omsider, da weekend vejret besluttede sig for at vise sig fra sin smukkeste side. Lørdag formiddag mildt og let overskyet. Lige efter bogen. Så alle de små blev møjsommeligt fragtet fra drivhuset til skærehaven, der har fået nyt og betydeligt mere struktureret design siden sidste år.
Der var engang i vinter, der eksisterede en egentlig planteplan til brug for store-plante-dag i skærehaven. Men i lyset af den forsinkede udplantning og en omfattende kø af utålmodige småplanter, fik planteplanen lov at blive i skuffen. I stedet brugte jeg en del tid på at sætte småplanterne ud på jorden i de markerede række og flytte dem om, med skyldig hensyntagen til højde og drøjde og en lille smule (men ikke så meget som planlagt) til farver, indtil jeg var tilfreds og havde fundet plads til alle slags. Et virkelig hyggeligt puslespil, må jeg sige.
Selv om det kolde forår har været hårdt for både min og planternes tålmodighed, har det trods alt givet den fordel, at mine udplantningsplanter er blevet usædvanligt store og stærke i år. Det har kostet en del arbejde med opsyn og rettidig vanding, men det kan godt være, det viser sig at være en fordel i det lange løb.
Dermed er hele den nyanlagte skærehave tilplantet og -sået. Der blev endda også planter til overs til udplantning i havens blomsterbede. Det føles virkelig godt. Nu vil jeg glæde mig, til jeg kan sidde på den nye terrasse bag skærehaven og skue ud over blomsterfloret - nåja, og så til at plukke masser af blomster af egen avl til buketter.
REKLAME - OBS - du kan stadig nå at købe min bog 'Sommerblomster - fra frø til fryd', der giver en lang række fif og fiduser til, hvordan du dyrker sommerblomster i haven, hvad enten det er i flotte blomsterbede, i krukker eller i en skærehave, men det tynder hastigt ud i lagerbeholdningen. Bestil bogen hos din boghandler eller i Haveselskabets webshop her. (Hvis du er med i Haveselskabets Skærehaveskole, får du bogen som afslutning på skoleforløbet)
Du kan læse mere om bogen hos forlaget her.
3 kommentarer til “Store-plante-dag i skærehaven efter l a n g ventetid”