Det var dejligt at stå op til en renvasket og grundigt opvandet have i morges, men jeg må indrømme, at jeg var noget bekymret på blomsterbedenes vegne, da regnen bare væltede ned i går. Men heldigvis har både stauder og sommerblomster i det store hele holdt sig oprejst - måske fordi, de er plantet så tæt, at de simpelthen ikke kan komme til at vælte... Løvefod, Alchemilla mollis, i kanten af bedene, kommer dog næppe på benene igen, men de sang også alvorligt på sidste vers i forvejen. Nu bliver de klippet ned, og så kommer der forhåbentlig friske, nye blade.Den smukke, snehvide vingetobak, Nicotiana alata 'White', der ellers efterhånden har nået en anselig højde, knejser fortsat stolt midt i det hvide bed og blomstrer helt overdådigt. Det var virkelig en lettelse, for jeg vil nødigt undvære hverken synet eller blomsternes fantastiske duft.Den skønne skærmplante tandstikkerurt, Amni visnaga 'Green Mist' er også en høj plante, der lige er begyndt at folde blomsterne i sine graciøse skærme ud. De har heldigvis heller ikke ladet sig anfægte af det store brusebad.Den fine, hvide dahlia, Dahlia 'Snowflake' er den første af bedets tre nye dahlia'er, der er sprunget ud. Her har den fundet en perfekt plantepartner i den sart lysegule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus 'Xanthos'.At haven har fået masser af vand, må ham her være bevist på. Der er ellers ikke lige frøterræn her på den tørre grund. Jeg ved ikke, hvem der blev mest forskrækket, men jeg fik et mindre sjok, da han pludselig syntes, det var nødvendigt at hoppe væk efter først lige at have givet mig et fornærmet blik over forstyrrelsen.
4 kommentarer til “Stærke sommerblomster”