Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg i disse dage har et unaturligt forhold til den lokale vejrudsigt, der bliver tjekket flere gange om dagen. Haveselskabets Havefestival 30.-31. maj og dermed min haves debut som Åben Have nærmer sig hastigt. Og selv om lyset er smukt mellem bygerne, ville det jo være dejligt med en solbeskinnet weekend, når hundredevis af haver landet over åbner havelågerne på vid gab. Heldigvis ser langtidsprognoserne fornuftige ud 🙂
Det er sjovt at se et år tilbage i billedarkivet og konstatere, at mange af de planter, jeg på det grundlag forventede, ville blomstre i den sidste weekend af maj, sandsynligvis ikke når det. Et køligere forår har forsinket det hele med en uge eller to. Men så er der jo heldigvis andre planter, der stjæler billedet. I hvert fald når de hvide Rhododendron at springe ud, og den løvfældende azalea, Rhododendron ‘Irene Koster’ ser også ud til at stå i fuldt flor om halvanden uge.
Desværre er der næppe meget grin ved tulipanerne, Tulipa ‘Charming Lady’ til den tid, men lige nu er de et betagende syn, ikke mindst efter en regnbyge, når kronbladene pyntes af fine vandperler.
2 Replies to “Havefestival nærmer sig”
Det er ikke nemt at forudsige havens blomstring med de udsving vi har i i det danske vejr, men det skal nok gå med dem der ender med at springe ud hos dig 🙂 Irene Koster er så skøn, så skøn. Bare solen skinner så kan det kun blive en god weekend, for forhåbentlig kommer folk for at blive inspireret og så tror jeg at det er andet end blomstring de kikker efter.
God fornøjelse med det hele:-) Jeg har kun åben have om lørdagen og søndag tager jeg selv ud og suger til mig.
Hej Lisbeth
Det var da en snedig ide, at nøjes med at have åben have den ene dag … Det er jo lidt ærgerligt, at man ikke selv kan komme ud og se noget. Det må jeg skrive mig bag øret til en anden gang.
Mvh Lotte