Blade i røde og gyldne nuancer er typisk noget, der forbindes med efterårshaven. Men jeg synes nu også, at rødt løv gør det ret godt i forårshaven. Der er noget med røde blade midt i alt det grønne, før stauderne for alvor viser farve, der bare kan noget særligt. Som den her japanske løn, Acer palmatum 'Atropurpureum' der har haft sine klimamæssige udfordringer men nu kommer fint igen midt i et af staudebedene.
I påskeklokkebedet er den snehvide silkepæon, Paeonia lactiflora 'Shirley Temple' dukket op. Sjovt nok ikke helt så uskyldsren i dette tidlige stadie, hvor de glødende rødgyldne blade danner en fantastisk kontrast til hvide påskeklokker, Helleborus, og de graciøse sommer-hvidblomme, Leucojum aestivum
Den rødbladede Heuchera er også god for lidt blikfang i det lysegrønne forår. Her plantet midt i alt ukrudtet langs en skyggefuld natursti mellem hvens niveauer. En tidligere krukkeplante, der kan lidt af hvert også i skyggefulde omgivelser.
Den broget bladede pieris, Pieris japonica, har også gang i noget lige nu, der i princippet slet ikke passer sig for det lysegule bed, hvor den er placeret. De nye skud er nemlig røde, som i virkeligt røde, og lyser betragteligt op i de ellers primært grønne omgivelser. Flot nu, og der skal nok komme ro på, når stauderne kommer i gang.