Høsten er for alvor over os, men det er nu ikke alt det, haven kan producere, der bliver høstet. Fuglene skal jo også være mætte. Og når det gælder de utallige mirabeller, der vokser her på matriklen, så skal man vist være fugl, for for alvor at nyde bærrene. Smagen er lidt fad og bærrene temmelig melede, men dejlige ser de ud, når de i stort antal dingler fra grenene.
Både røde og gule mirabeller breder sig lystigt, dels med rodskud, dels ved selvsåning med fuglenes mellemkomst, så der skal hakkes en del for, at de ikke helt skal tage magten. Mirabeller er faktisk en helt forkert omend meget mundret betegnelse, der i virkeligheden tilkommer arten Prunus domestica subsp. syriaca, har jeg lige læst mig til. Kirsebærblomme er det korrekte navn for mine "mirabeller", der lyder artsnavnet Prunus cerasifera og også kaldes myrobalan.
Almindelig røn, Sorbus aucuparia, er også temmelig vildtvoksende her på grunden, og selv om man ret beset kunne gå i gang med at producere rønnebærgele, er det endnu ikke set. De er jo sure, er de… Bærrene kommer som regel til nytte alligevel, for fuglene guffer dem gladeligt i sig. Og indtil da er de vældigt dekorative - også i buketter.
Surbær, Aronia melanocarpa, er ny her i haven. Der blev plantet nogle buske bagerst i de nye bede på kanten af afgrunden sidste år, og de står allerede nu med rigtig mange smukke, kulsorte bær. Jeg ved, at fuglene er pjattede med bærrene og har rigtig godt af dem, for de er super sunde. Jeg ved også, at de er vældig trendy takket være deres store indhold af c-vitaminer og andet godt. Men jeg har endnu ikke regnet ud, hvad det lige er, jeg kan bruge dem til, så gode ideer er velkomne. Foreløbig synes jeg mest, de er pæne 🙂
6 Replies to “Fuglenes fine bær”
Her i huset skal der laves snaps af surbær. Vi krydser fingre for at det falder godt ud
Spændende 🙂 hører gerne om resultatet 🙂
Mvh Lotte
Hej Lotte, Nyder dine indlæg… 🙂 Har nu hele sommeren søgt denne rose. Tror du du kan hjælpe mig… Den dufter helt fantastisk samtidig med at være sÃ¥ skøn st se pÃ¥:)
Sendt fra min iPhone Mange hilsner og tak for din ulejlighed, Hanne > Den 09/09/2015 kl. 15.18 skrev Helt hen i haven : > > >
Hej Hanne
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvilken rose du tænker på?
Mvh Lotte
Hej Lotte
Vi har mange aroniabuske, plantet i læbælte for 9 år siden, de er vindstærke, smukke og gode til fuglene. Vidste ikke dengang at bærrene var så sunde. Nu bruger vi dem til smoothies og til morgen-müslien. Er også gode i kager. Jeg løsfryser en del til vinterbrug.
M.v.h. Marianne
Hej Marianne
Det lyder godt – det vil jeg da ogsÃ¥ prøve 🙂
Mvh Lotte