Den første frost ramte for alvor haven i weekenden og gjorde det meget tydeligt, hvilke planter, der kan tåle mosten og hvilke, der ikke kan, når frøken Frost går gennem haven. De sarte ligner simpelthen kogt spinat, når hun er gået forbi.
Haven er så smuk på sådan en frostklar morgen, når bladene kantes af rimfrost. Det gælder ikke mindst i det spiselige staudebed, hvor mange af krydderstauderne sagtens kan tåle den første, lette frost. Lægesalvie, Salvia officinalis, cypresurt, Santolina chamaecyparissus og karryplante, Helichrysum italiacum har alle grå- eller sølvgrønne blade, der i forvejen lyser op i haven og bliver helt eventyrlige, når de bliver pyntet af rimfrost.
Heldigvis klarer de grågrønne krydderstauder sig pænt også efter frostvejret. Det samme gælder på ingen måde blomsterkarse, Tropaeolum majus, der må siges at leve helt op til sin status som sommerblomst. De før så struttende, grønne ranker, der havde invaderet det meste af køkken/skærehaven, lagde sig fladt og er nu forvandlet til noget, der ligner kogt spinat. Slut for i år, men der er vist ingen tvivl om et gensyn til næste år, for linder man lidt på tæppet af slatne blade, afslører der sig store mængder af frø nedenunder.
De fleste løvfældende træer og buske i haven smed de sidste blade, da frøken Frost svingede sin tryllestav, men ikke den gulløvede blærespiræa, Physocarpus opulifolius 'Angel Gold', der nu står og lyser som en fakkel med ganske mange blade i behold. En anden sjov ting ved den blærespiræa er, at den gik fuldstændig amok, da bedet blev renoveret i foråret. Blærespiræaen har stået der hele tiden som en lille, kompakt busk, men da de skyggende store kristtorn, Alex aquifolium, blev fældet, for den til himmels med raketfart og blev nok 3-4 gange så høj som sidste år i løbet af sommeren. De må nok have en beskæring til foråret, så der kommer lidt facon på den igen.
Ved foden af de forvoksede blærespiræa står en stedsegrøn plante, der ikke sådan lige lader sig forvandle til kogt spinat. Den er smuk, med frostkanter på bladene, men den er det heldigvis også nu, hvor minusgrader er blevet til plus, og det igen er frøken Tø, der bestemmer. Det er den smukke voksenform af vedbend, Hedera helix Nordic 'Golden Choiz', der står med fine skærme af bær og lyser op på en grå decemberdag. Læs mere om den her.
Husk at kigge indenfor på www.havefolket.com, hvor der er julekort fra havefolk til havefolk og mulighed for at vinde gratis julegaver i tiden frem mod jul.
En kommentar til “Fra eventyrlandskab til kogt spinat, da frøken Frost kom forbi”