Lægesalvie, Salvia officinalis, er en dejlig og meget anvendelig krydderurt/staude, det er godt at have i haven hele året rundt, for planterne er næsten altid både pæne og anvendelige. Her i haven vokser der salvie i både staudebede, køkkenhave og selvfølgelig i det nye, spiselige staudebed. I køkkenhaven er det den helt almindelige læge salvie, der efter årlig nedklipning om foråret er blevet til en flot, busket plante.I staudebedet langs terrassen er det den lillabladede sort, Salvia officinalis 'Purpurascens', der giver ro mellem de blomstrende stauder i sommerhalvåret, og lige nu sørger for, at der er lidt farve og frodighed at kigge ud på, mens de fleste andre stauder er gået under jorden.Kruset salvie, Salvia officinalis 'Crispa' er en nyerhvervelse med sjove, krøllede blade og en blød, håret bladoverside næsten lige som lammeøre. Meget dekorativ i det spiselige staudebed, synes jeg. Jeg er spændt på at se, hvad den kan blive til, hvis den klarer vintervejret.
Den gulbladede Salvia officinalis 'Iceterina' er nok min yndlingssalvie lige nu, hvor de gulgrønne blade ser så fine og forårsfriske ud. De er også lidt mildere i smagen end de øvrige sorter, som man skal passe på ikke at bruge for meget af i maden. Salvie er kendt for at være god til at afbalancere meget fed mad, så den må egentlig være oplagt i det kraftige, danske julekøkken. Det passer jo fint med, at der kan høstes rigelige mængder netop nu.
One Reply to “Fire x salvie”
Dejlige Salvie planter du har. Jeg glæder mig til at høre om “Crispa” overlever vinteren. 🙂