Her i haven er det ikke kun uret og havemøblerne, der sættes tilbage, når sommertiden ender. Det samme gælder drivhusets stueplanter, der har skabt grøn og frodig atmosfære under glastaget hele sommeren.
Drivhusets stueplanter trives super fint med de gode lysforhold hele sommerhalvåret igennem, men når den tid nærmer sig, hvor risikoen for frostnætter melder sig, er det nødvendigt at redde dem i sikkerhed inden døre. Frost tåler de ikke. Det kan godt være en anelse udfordrende at finde plads til dem i vores lille hus, for mange har ad åre vokset sig temmelig store. Det er jo lige det, der gør dem til så gode drivhusplanter.
Jeg er især øm over mine mange hængeplanter blandt drivhusets stueplanter. De er de helt store hyggespredere, når de fylder luftrummet under glastaget med grønne finurligheder. Det er helt trist at flytte dem ind, for de er lidt svære at finde vinterhårdføre erstatninger for.
Til gengæld har drivhusets stueplanter nu forgrønnet og forskønnet både huset og annekset  i alvorlig grad. Annekset, der normalt er gæsteværelse, er pt også corona-hjemmearbejdsplads, så nu kan kontorarbejdet foregå i frodige rammer med behagelig planterenset luft. Stueplanternes luftrensende egenskaber er der forsket en del i, og det er ganske vist, at planterne bidrager betydeligt til et forbedret indeklima. Det blev til en del ture med den plantefyldte bakke, før vagtskiftet i drivhuset kom på plads i løbet af weekenden. Lidt vemodigt men også ret hyggeligt med ild i brændeovnen og tændte stearinlys.
For heldigvis er der vitterligt tale om et vagtskifte, når drivhusets stueplanter tager på vinterferie. For rundt om i haven, er der en del krukkeplanter, der helst skal overvintre under glas. Den flotte stuearalie til venstre, Fatsia japonica, har en kollega, der er udplantet i det eksotiske hjørne af haven. Så hvis den overvintrer, bliver dette eksemplar plantet ud til foråret. Der er en del skærmliljer, Agapanthus, der plejer at overvintre i drivhuset, og også de i princippet vinterhårdføre kaktus og sukkulenter til højre i billedet klarede sidste vinter her. De kan næppe overvintre ude i de små potter, men inde går det altså fint nok indtil videre. Dejligt at der også kan være hyggeligt, grønt og frodigt i drivhuset om vinteren.
Apropos stuearalie, så har dette ganske særlige eksemplar givet den som krukkeplante i haven lige til nu, men nu har jeg reddet den ind for vinteren. Fatsia japonica 'Spider's Web' hedder sorten med de marmorerede blade, der virkelig formår at skabe blikfang.
2 Replies to “Drivhusets stueplanter flytter ind, nÃ¥r sommertiden ender”
Hej igen. Jeg har plantet min stuearalie i haven, der overvintre den fint-den har stået der nu i 2 år. Hilsen Gitte Augustesen
Hej Gitte
Det lyder godt – hÃ¥ber ogsÃ¥ mine er vedholdende, for de er godt nok flotte.
Mange hilsner Lotte