Det er godt nok svært at beslutte sig for, hvilke af havens tulipaner, der er de mest lækre lige nu. Skyggebedets Tulipa 'Purissima', der ser ud som om de lyser for de dinglende vibeæg i det mørke hjørne, er et godt bud. Men det kommer jo også an på, hvor de står, og hvad de står sammen med ...Jeg er jo temmelig vild med tulipaner og lægger et hav af løg hvert år for at afprøve nye sorter og tjekke nye kombinationer. Tulipa 'Orange Rosalie' er et nyt, charmerende bekendtskab, der - indrømmet - går meget dårligt i spænd med de lave Tulipa 'Pink Surprise', de er blevet splejset med. Men så lærte jeg det. Der er genvalg til 'Orange Rosalie'.Et noget mere vellykket match er den dybt violette Tulipa 'Negrita' og den nyudsprungne rødbladede japanske løn. Det samspil har jeg svært ved at blive træt af lige nu. Og jeg skal da love for, at det gælder om at nyde tulipanerne i fulde drag, mens de er der, for den pludselige varme - så dejlig den end er - får tulipanernes storhedstid til at vare alt for kort.
One Reply to “De lækreste tulipaner”
Åh der er så mange skønne Tulipaner rundt omkring, jeg bliver så inspireret. Selv har vi ikke så mange i år da vi er ved at lave hele haven om, men tænker jeg tager revanche næste år. Jeg er vild med din match mellem Negrita og den rødbladet løn.