Helt Hen i Haven

Toårige sommerblomster er en spændende plantegruppe, der giver dynamik og gode overraskelser i havens blomsterbede. Det første år spirer de frem og danner en form for bladroset. Først året efter kommer blomsterne, og når planten har dannet frø, dør den og overlader scenen til næste generation.

Mange af de toårige sommerblomster er virkelig gode til det med at sætte frø og efterfølgende så sig selv. Det er her overraskelserne kommer ind i billledet. Frøene spirer, men planten gør ikke meget væsen af sig i begyndelsen for så året efter at blomstre overdådigt på steder, hvor man sket ikke havde ventet det. Det er en charmerende evne at have, synes jeg. Jeg holder i hvert fald meget af, når blandt andet fingerbøl, kongelys og som her judaspenge, Lunaria annua 'Alba', vandrer rundt i haven og blander sig i den mere planlagte beplantning.

En af de toårige sommerblomster, der lystigt vandrer rundt her i haven, er den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris. Det er mange år siden, jeg plantede den første plante, men nu er den stabilt - og iøjnefaldende - inventar i staudebedene hvert år. Bladrosetten er flot allerede første år, og det er noget af et show, den statelige skærmplante fyrer af, når den blomstrer. Se bare her.

En anden smuk skærmplante blandt de toårige sommerblomster er et nyt bekendtskab for mig. Ja, nyt og nyt, jeg har haft den i flere år, men den har åbenbart ikke helt forstået konceptet toårige sommerblomster. Alexanderurt, makedonsk persille eller sort løvstikke hedder den. Kært barn har mange navne. Det botaniske navn er Smyrnium olusatrum. Jeg købte engang en pose frø og fik lige nøjagtigt en plante ud af mine anstrengelser. Den så til gengæld glad og livskraftig ud og blev plantet ud i haven. Siden er der kommet fine, skinnende grønne blade hvert år, men den har aldrig blomstret før.

Derfor var det noget af en overraskelse, da jeg midt i min lugeterapi fik kigget op og opdagede den næsten meterhøje plante stå og blomstre højt hævet over tulipanerne. Den gør jo ikke så meget væsen af sig med de gulgrønne blomsterskærme, men de er virkelig fine, når man får kigget nærmere efter. Den har titel af oldgammel krydderurt, og stort set hele planten skulle kunne spises på forskellige måder. Det ved jeg nu ikke, om jeg nænner, for den pynter så vældigt i bedet på kanten, hvor stauderne kun er tittet de første 10 cm op af jorden. Nu håber jeg bare, at den vil så sig og komme hyggeligt og overraskende igen sammen med havens toårige sommerblomster.