Da jeg var på plantemessen IPM i Essen i Tyskland sidst i januar, fik jeg en lille lyserød plasticpotte med en lillebitte rosenplante forærende af det store tyske småplantegartneri, Kientzler Jungpflanzen. Siden er rosen blevet passet og plejet, klippet ned og omplantet efter alle kunstens regler, og nu blomstrer den endelig.LillyRose er salgsnavnet for den nye rose, der i mangel af bedre må betegnes som en mikro-rose. Se lige, hvor små de enkelte roser er. Jeg synes, den er helt vildt sød, og den er alle tiders krukkeplante. Sund er den åbenbart også, for der har ikke været skyggen af problemer med planten siden dengang i januar. Jeg håber, LillyRose kommer ud i almindelig handel fremover, for det er da virkelig en fornyelse til sortimentet af krukkeplanter. Mit eksemplar vil jeg helt sikkert forsøge at overvintre.Apropos roser og overvintring er der gang i en anden god historie her i haven lige nu. Sidste sommer plantede jeg potteroser forædlet af danske Roses Forever i en stor krukke på terrassen, som det ses her. Krukken incl. roserne har stået der siden, det vil sige også hele vinteren igennem. Planterne skød pænt i foråret, og løvet har haft sådan en smuk farve hen over sommeren, at krukken fortsat blev stående som et naturligt element i krukkegruppen i hyggehjørnet på terrassen.Og nu - nu er roserne begyndt at blomstre. Farven forekommer lidt anderledes end i blomsterne på de væksthusproducerede planter, der blev plantet sidste år, og vækstformen er også markant anderledes på den lidt vilde og ret lækre måde. Så nu får potteroserne, der blev til krukkeroser, lov at leve videre. Jeg synes, potterosers potentiale som krukkeplanter generelt er lidt overset. Hermed min anbefaling 🙂
2 Replies to “To forbløffende roser i blomst i sensommerhaven”
Jeg er ikke den store rosenelsker – undskyld til de mange, der må mene, at det er en brist i min karakter – men jeg kunne faktisk godt overveje dem til en potte her på terrassen, så godt du taler for dem. Det kommer på ide-listen.
Mange hilsener, Lisbeth
Hej Lisbeth
Jeg lider faktisk lidt af samme brist, og jorden her i haven er også helt umulig til roser. Men som krukkeplanter kan de nu noget – og ikke minst den nye miniaturerose har jeg temmelig svært ved at stå for. Det bliver spændende, om den slår igennem, så vi kan få den i butikkerne fremover.
Mvh Lotte