Mens det stille og roligt spirer i køkkehaven, kan der faktisk allerede høstes nogle af årets allerbedste grønsager. Den seneste uges varme dage har sat skub i de grønne asparges, så den første håndfuld er klar til middagsbordet. Nu, da det er blevet koldt igen, går planterne nok lidt på stand-by, men der er helt sikkert mere at glæde sig til, mens den første høst nydes.
Der skal ikke bare høstes med også luges i aspargesbedet, der altid er lidt af en udfordring at holde nogenlunde fri for ukrudt. Aspargesplanterne skygger simpelthen for lidt. Der er sået vårsalat mellem aspargesplanterne, men de imperialistiske hindbærplanter fra bedet ved siden af, der åbenbart tror, der skal etableres en afdeling 2, må luges med hård hånd.
Den store, gamble rabarber plante er også klar til høst, så det trækker op til årets første rabarbertærte 🙂
Jeg er kommet til at købe en ny rabarber plante med den tanke, at den skulle være en rigtig flot krukkeplante i dette forår. Men den vil hellere blomstre end sætte de store, flotte blade, jeg havde drømt om. Nu er blomsterne blevet klippet af, og så håber jeg, der kommer gang i bladproduktionen. Ellers bliver den plantet ud til de andre rabarber planter i køkkenhaven.