Mon ikke vi er mange, der er ret vilde med det søde og særprægede spøgelsestræ eller sølvtræ, der hedder Corokia cotoneaster på latin? Jeg er i hvert fald. De bittesmå blade på de tynde zikzak grene og de dæmpede farver som gammelt sølv gør det helt eventyragtigt. Og jeg er ikke blevet mindre vild med det i takt med, at jeg har opdaget, hvor robust det i virkeligheden er.
Her i haven, hvor klimaet ganske vist er ret mildt, har det nu klaret to vintre under åben himmel i en krukke. Bøgerne siger, at det er hårdført ned til -7 grader, og det ser i hvert fald ud til at passe. Om vinteren bliver det altid placeret tættest ved huset, hvor der er lunest, og så skal det bare have et skvæt vand i ny og næ for at klare sig. Skulle det blive koldere end som så, må det komme i ly i drivhuset.
Dem, der følger med her på helt hen i haven, vil vide, at spøgelsestræet går igen. Uanset årstiden er der altid en samling krukker, hvor det dukker op. Det er lidt mere grønt om sommeren og lidt mere brunt om vinteren, men det passer til næsten alt.
Dagens nye optræden ved fordøren er seneste eksempel. Nu har det fået frisk mos fra græsplænen til at lune om fødderne og selskab af nogle af de sidste vinterkrukker, der stadig er pæne, og en af de første forårskrukker med spirende våriris. Når det bliver forår, skal mit spøgelsestræ forkæles med en ny og lidt større krukke, så det kan vokse sig større og fortsætte karrieren som yndlingskrukkeplante her i haven.
3 kommentarer til “Spøgelsestræet går igen”