Jeg har været på besøg bag kulisserne i webshoppen Odenia.dk, så her kommer en lille utilsløret men begejstret reklame. Odenia, der gennem mange år har solgt småplanter af sommerblomster og andet godt, har nemlig sammensat et egentligt sortiment af skærehaveplanter i år.
Det er godt nyt til enhver, der drømmer om en skærehave, men synes, at det der med forspiring er noget bøvl, der er svært at få til at lykkes. Desuden er der flere af de arter af skærehaveplanter imellem, som kan være vanskelige selv at få succes med. For eksempel trommestikker, Craspedia globosa, chokoladeblomst, Cosmos atrosanguineus og edderkoppeplante, Cleome spinosa.
Småplanterne bliver pakket direkte i forsendelseemballagen, når ordrerne ruller ind, og ryger omgående afsted med posten. Det er præcis samme slags småplanter, såkaldte plugs, som de professionelle gartnere køber til deres produktion, så det er planter i absolut topform.
Når man modtager småplanterne, trænger de til noget mere plads om rødderne. Som vejret er nu, har de brug for at blive pottet i en større potte. Længere hen på foråret, når risikoen for frost er et overstået kapitel, kan de små planter plantes direkte ud i skærehaven, så man helt undgår trængselstilstande i vindueskarmen. Der er fem eller seks småplanter i en æske, så det passer lige til en række i skærehavens smalle bede eller i et højbed.
Småplanterne kan for eksempel plantes i pottemuld i urtepotter, men i webshoppen kan man også købe Ellepotter, der er sådan nogle smarte klodser, der simpelthen er alletiders convenience løsning, som jeg er faldet fuldstændig for. Klodserne består af pottemuld med et papirsvøb, der forsvinder, når planterne siden plantes ud i jorden. Også et system, der bruges af professionelle gartnere og planteskoler.
Bakken med potter skal suge vand, før de tilplantes, men derefter går det som en leg at få plantet. Småplanterne trykkes simpelthen ned i hullet, og så er den ged barberet.
Ellepotterne er selvsagt designet til småplanterne i webshoppen, men man kan sagtens købe dem uden at købe planter, hvis man har vindueskarmene fyldt med hjemmelavede småplanter. Jeg har lige priklet alle mine, der nu står og hygger sig på det hjemmelavede plantebord med indbygget varme. Nogle af dem bliver helt sikkert for store til de små huller i mini-kap'erne om nogle uger, men så passer også de perfekt i Ellepotterne. Det vil jeg helt sikkert benytte mig af, for det sparer en del bøvl og må speede væksten lidt op og dermed forkorte den alt for lange tid, til høsten begynder, fordi planterne kan plantes ud, uden at rødderne bliver forstyrret.
Tjek skærehavesortimentet på Odenia.dk, hvor du i øvrigt også kan købe min nye bog, 'Skærehaven trin for trin'. Og jeg kan da lige hviske, at hvis initiativet bliver en succes, så bliver sortimentet udvidet til næste forår.
2 Replies to “Skærehaveplanter der kommer med posten”
Det er da en super god ide, du kommer med her. Det er skønt at lære noget nyt. Tak for både linket og indslaget!
KH Nina
Selv tak Nina. Jeg er virkelig begejstret 🙂 God påske til dig. Kh Lotte