I begyndelsen af august såede jeg en skønsom blanding af planter der gøder sig selv og deres omgivelser, såkaldt grøngødning, i et hjørne af haven. Nu blomstrer de og har forvandlet hjørnet til den fineste blomstereng.
Der er som tidligere nævnt store planer for det hjørne af haven, vi plejer at kalde det eksotiske hjørne. Desværre er jorden mildest talt elendig, så det prøver vi at gøre noget ved, før planerne skal føres ud i livet til foråret. I begyndelsen af august fik hjørnet et helt læs kommunal kompost, og så såede jeg en masse frø af blandt andet blodkløver, gul lupin og honningurt med henblik på nedmuldning. Frøene spirede mere end ivrigt, og de er vokset som gjaldt det livet - hvad det jo på en eller anden måde også gør. Nu dækker de fuldstændig jordstykket og er ovenikøbet i fuld gang med at blomstre, så der er opstået en dejlig, frodig blomstereng. Blomsterengen lever på lånt tid, for meningen er jo, at planterne skal nedmuldes, så alt det organiske materiale, de har opbygget, kommer jorden til gode.
De bedste planter der gøder sig selv, hører til ærteblomstfamilien. Det gælder for eksempel den her kønne sag, jeg ikke har prøvet at dyrke før. Gul lupin, Lupinus luteus, er en enårig fætter til de velkendte staudelupiner med en meget lettere og mere elegant vækstform, synes jeg. Den er almindelig anvendt til grøngødning i jordbruget, men kan da også sagtens dyrkes som sommerblomst. Fin i buketter er den også.
Det samme gælder honningurt, Phacelia tanacetifolia, der både dyrkes som trækplante for bier og som grøngødning. Blomsterne har en ualmindelig sød lyslilla farve og dufter skønt. Ikke så mærkeligt, at bierne er vilde med dem. En fin sommerblomst med flere nyttige funktioner.
Blodkløver er endnu en af de planter der gøder sig selv og sine omgivelser. Den er også spiret pænt frem, men når vist desværre ikke at blomstre. Til gengæld udfylder den fint sin mission som grøngødning.
Det er nu ikke kun planter, der er blevet sået på stedet, der spirer frem i den midlertidige blomstereng. Der bliver luget pigæble, Datura stramonium, til den store guldmedalje, for dem gider jeg ikke at ha', og nu fik jeg også lige øje på de her selvsåede planter af kors-vortemælk, Euphorbia lathyris. Jeg såede de to-årige planter sidste år og plantede dem i et bed med sommerblomster, hvor de nærmest var ved at tage magten. Det kræver et velvalgt sted, hvis de skal have lov at overleve. Det må jeg lige overveje. De var i hvert fald ret eksotiske i deres meget frodige fremfærd, så måske passer de faktisk fint i hjørnet.
Apropos sommerblomster, så vil jeg da lige minde om, at der nu kun er tre dage tilbage af introduktionstilbuddet på min nye bog, Sommerblomster - Fra frø til fryd, der udkommer mandag. Skriv Fryd i feltet Rabatkupon i webshoppen her, så sparer du fragten.