Helt Hen i Haven

Læggekartoflerne i vindueskarmen spirer, så det er en lyst, med kraftige, grønne spirer. Her i haven dyrker vi først og fremmest kartofler for at have små, nye kartofler, der kan smuttes fri af skrællen mellem fingrene og som smager så englene synger. Deraf følger, at det gælder om at trække sæsonen for nye kartofler så langt ud som muligt. De fleste af de forspirede kartofler venter på, at det bliver varmt nok til, at de kan lægges ud i jorden i haven. Forspiringen giver dem jo en kickstart i forhold til ikke forspirede kolleger og dermed ekstra tidlig høst. Men det rækker tålmodigheden alligevel ikke til at vente på.

Derfor et par små kunstgreb.

Nogle af de forspirede knolde bliver sat tidligt i gang med at gro til. En håndfuld bliver lagt i tomme, vaskede mælkekartoner, der har fået klippet toppen og hjørnerne i bunden af for at sikre afdræning af overskydende vand. Der fyldes jord i kartonen, derpå en kartoffel og så lidt mere jord. I takt med at kartoflen begynder at få blade, skal der fyldes mere jord omkring skuddene, uden at de dækkes. Når tiden er inde til at lægge de forspirede knolde i jorden, kan planterne fra mælkekartonerne plantes ud, så de får et yderligere forspring for de forspirede knolde og dermed tidligere høst.

Meeeen det rækker tålmodigheden heller ikke til. Derfor lægges nogle få knolde i store spande efter samme princip. Jord i bunden, så en knold der dækkes med jord. Og efterfylding med mere jord i flere omgange. Mælkekartoner og spande får plads under fiberdugen sammen med dahlia og andet, der er sat til forspiring i drivhuset. Drivhuskartoflerne i spandene giver årets aller første nye kartofler, der kan høstes, når kartoffelplanterne står i fuldt flor, forhåbentlig først i juni. Det bliver godt 🙂