Kugleformen er noget særligt i planteverdenen. Ikke mange planter præsterer blomsterstande, der er perfekt kugleformede, men tidselkugle, Echinops bannaticus 'Taplow Blue', gør. De kugleformede blomsterstande er rigtig gode at bruge ikke mindst i sådan nogle lidt vildt inspirerede blomsterbede som mine. Det er lige som om, de bringer lidt struktur - for ikke at sige kultur - ind i vildskaben.De forskellige sorter af prydløg kan bare det der, og jeg elsker at bruge løs af dem i forårsmånederne. Desværre er den lykkelige kærlighed jo overstået nu. Men så ikke helt alligevel. Jeg har tidligere på året fået en prøveplante af en ny, spændende sort af prydløg, Allium 'Millennium' hedder den, fordi den blev navngivet i 2000. Og den blomstrer altså nu med de skønneste lyslilla blomsterbolde. Planten er 40-50 cm høj, og som noget i prydløgsammenhæng helt særligt er bladene ikke bare ved at visne ned men står som en nydelig grøn tue under blomsterstænglerne. Allium 'Millennium' kommer ud i butikkerne næste år.Jeg har ikke kunnet Google mig frem til den nye sorts forældre, kun at den er forædlet i USA. Det er nok mega hemmeligt 🙂 Et gæt kunne være, at kinaløg, Allium tuberosum, på et eller andet niveau er involveret i processen. I hvert fald blomstrer de også nu nok så smukt i køkkenhaven, og de smalle, grønne blade, der smager fint af purløg tilsat hvidløg, visner heller ikke ned. Her i haven er kina-purløg både staude og krydderurt ... eller krydderstaude.