
Jeg har gået og hygget mig vældigt i drivhuset, hvor kaos hersker, mens regndråberne trommede så dejligt mod glastaget. Ud over at servicere børnehaven på plantebordet har jeg glædet mig over den her fantastiske forårsazalea, Rhododendron Hortinno Vintage 'Lime Green'. Det har jeg faktisk gjort i næsten to måneder nu, for det var, som det fremgår her, den 22. marts, planterne fik plads som forårsbebudere i drivhuset.

Den forårsazalea kan man da kalde en langtidsholdbar potteplante. Den har hængt lidt med ørerne fra tid til anden, når "nogen" har glemt, at den er tørstig, men den retter sig altid hurtigt op igen og blomstrer videre, når den har fået vand. Jeg er helt vild med blomsternes sarte, limegrønne nuance.

Faktisk har min forårsazalea blomstret så længe, at den nu har fået selskab af slægtninge ude i haven. Her er det den smukke Rhododendron 'Schneekrone', der for alvor er sprunget ud. Især den ene busk snød mig lidt sidste år med en tam blomstring. Det udløste et tilskud af rododendrongødning, og det har tydeligvis haft effekt, for blomstringen er ret overdådig i år.

Blomstrene har et lækkert, støvet rosa touch i knopstadiet men er helt hvide i udspring bortset fra de karrygule tegninger i svælget og ganske sarte lyserøde strejf, der ser ud som, de er blevet ramt af en akvarelpensel ført med let hånd. De er bare så fine.

En anden slægtning til min forårsazalea, der så småt er begyndt at tage del i festen, er den løvfældende azalea, Rhododendron 'Irene Koster', der står med smukke knopper på spring i det livgivende regnvejr. Jeg glæder mig, til de springer ud, for de dufter noget så dejligt.
5 Replies to “Langtidsholdbar forÃ¥rsazalea fÃ¥r selskab af slægtninge i haven”
Kære Lotte.
Hvor er det altid smukt, det du viser, jeg fatter ikke, hvordan alting altid kan være så frodigt hos dig. Altid smukke og spændende sammensætninger.
Mange hilsener fra Jette.
Kære Jette
Tusind tak – det er ingen sag, nÃ¥r man har masser af fotgene, dansk producerede kvalitetsplanter i haven 🙂
KH Lotte
Hej Lotte.
Jeg vil tilslutte mig ovenstående kommentar. Og oveni det er det altid med en dejlig og informerende tekst, når du laver et opslag på din blog. Man er ikke i tvivl om, at du virkelig elsker din have.🌸🌼🌺
Kh Lis
Kære Lis
Tusind tak for dine altid så søde og positive kommentarer. De luner 🙂
KH Lotte