Indrømmet, at kalde en smal stribe sandjord nedenfor en frønnet gammel mur for det eksotiske hjørne, er nok en anelse prætentiøst. Men der er nu alligevel nogle dyrkningsmuligheder i hjørnet, som der ikke er andre steder i haven, så med tiden lykkes det forhåbentlig at skabe et lækkert lille haverum her også. Lige nu gør majsplanterne i hvert fald deres for at løfte stemningen lidt ud over det normale østjyske, synes jeg. 
Bortset fra det, så er der nu rigtig meget gang i den kiwi, Actinidia chinensis, jeg plantede som et eksperiment sidste år. Den har overvintret ved muren uden hjælp i øvrigt, og den vokser, så man næsten kan høre det og synes tydeligvis, at rionettet er alle tiders at klatre rundt i. Desværre har der ikke været skyggen af blomster og dermed heller ikke frugter, men så længe der er liv, er der håb.
En anden glædelig overraskelse er, at den lille laurbær, Laurus nobilis, har overvintret og er begyndt at skyde med fine, friske laurbærblade lige til at plukke af. Jeg har haft planten i nogle år, men har aldrig høstet et blad. Først fordi det var sådan en italiensk produceret sag, hvor jeg ikke følte mig helt sikker på, hvordan den var dyrket. Så blev den plantet i det gamle drivhus og fluks fyldt med skjoldlus og dertil hørende uappetitlig sort svampevækst på bladene. Da drivhuset blev væltet for at give plads til det nye, blev planten gravet op og flyttet til det eksotiske hjørne. I foråret så den meget trist ud og de gamle skud visnede ned. Men nu ser det da ud som om, der er håb forude 🙂
Sidste efterår plantede jeg også på forsøgsbasis en figenkaktus, Opuntia ficus-indica, tæt ved muren. Den var absolut død, da foråret kom, men så fik jeg en ny forærende af datter Anne, der hårdnakket hævder, at det kan lade sig gøre at få den til at overvintre. Nu må vi se. Foreløbig ser den i hvert fald meget optimistisk ud med sine fine nye skud. Måske skal den bare plantes om foråret.
Malabarspinat, Basella alba var rubra, der blev plantet ud i foråret med det drømmesyn for øje, at de frodige planter nemt kunne dække den del af rionettet, kiwiens ranker ikke kunne nå, har mildt sagt haft det svært. For det første synes sneglene – og her hører vinbjergsneglene med til synderne – at bladene er super lækre. Desuden har det nok været lidt koldere, end malabarspinaten synes er sjovt. Men også her er der håb endnu. Rankerne slynger sig fint opad, de blomstrer sødt, og med lidt held kommer de så højt til vejrs, at sneglene giver op, så der kan komme eksotisk spinat på menuen.