Hvert år kommer det som en dejlig overraskelse, når kirsebærblomster pludselig fylder himmelrummet over haven. Det burde sådan set ikke være nogen stor overraskelse, for kirsebærblomster er jo egentlig ret forudsigelige. Men det er nok fordi, jeg er tilbøjelig til at gå med næsen i tulipanerne på denne årstid, og derfor helt glemmer at kigge op. Og så kommer overraskelsesmomentet, når et eller andet alligevel får øjnene til at strejfe trætoppene. wow 🙂
De tusindvis af kirsebærblomster springer ud på en flok gamle, frønnede fuglekirsebærtræer, Prunus avium, der vokser i den uberørte skovhav bag huset. De gør ellers ikke meget væsen af sig og bidrager mest til at give vores lille skov et meget naturnært præg i alt deres forfald. Men lige netop når de blomstrer, er de helt uimodståelige. Og det synes stærene også de er, når de ellers temmelig sure små kirsebær modner.
I indkørslen er det fujikirsebær, Prunus incisa ‘Lotte’, der fylder luften med kirsebærblomster. Det er en smuk, let og meget omsværmet busk, der nærmest summer af liv på en solbeskinnet morgen.
Bærmispel, Amelanchier laevis, får i sagens natur ikke kirsebærblomster, men dens blomstring er nu alligevel værd at skrive hjem om. Det er simpelthen en af mine yndlingsbuske, så den er selvfølgelig plantet lige midt i udsigten.
Jeg synes, at farvekombinationen af de fnuglette, hvide blomsterstande og de kobberfarvede nyudsprungne blade er helt genial. Selv om det ikke varer ved, og bladene bliver mere almindeligt grønne efterhånden, er busken altid en stor gevinst for haven. Den er smuk hele vejen igennem, får et mylder af fine sorte bær midt på sommeren og diverterer med fantastiske høstfarver. Desuden tæller det her i haven på plussiden, at den trives godt på tør jord