For et par år eller tre siden plantede jeg i et anfald af overmod en abrikos, Prunus armeniaca, i det eksotiske hjørne af haven, hvor der er lunt, læ og solbeskinnet. Efter sidste sommer havde jeg faktisk opgivet hjørnet, for der var mere Sahara-stemning end frodigt og eksotisk. Jeg forventede egentlig, at abrikos og de andre lidt sarte planter, der forsøgsmæssigt var plantet der, var gået til. Lidt ironisk, at det ikke var sne og kulde men varme og tørke, der blev for meget. Men det gjorde det måske i virkeligheden heller ikke. Der er en del tegn på liv, og det lille abrikos træ diverterer ovenikøbet med de fineste blomster. Nu er jeg spændt på, om det også kan give frugt på disse kanter. Det kunne da være fantastisk.
En hjemmehørende slægtning til abrikos er jeg til gengæld helt sikker på vil give frugt. Der er mirabel, Prunus cerfacifera, der blomstrer fuldstændig overdådigt og betagende med hvide blomsterskyer, der fylder luftrummet både i og omkring haven.
Sådan ser der ud i fårefolden på den anden side af vejen lige nu. Hvad skal man så med Provence?
En tredje slægtning til abrikos og mirabel er der også virkelig gang i lige nu. Det er oktoberkirsebær, Prunus subhirtella 'Autumnalis', der har blomstret sporadisk siden efteråret, der giver den max gas i det fine forårsvejr. Den er bare så fin med sine fluffy blomster der spiller i hvide og sart lyserøde nuancer, der ikke er spor efterårsagtige men snarere ser ud som om, de hilser foråret hjertelig velkommen.