Egentlig burde der slet ikke kunne vokse hortensia her i haven. Den tørre, sandede jord er ikke ligefrem hortensia egnet. Men der har nu sneget sig nogle stykker ind alligevel, og de kommer tappert igen år efter år. Træagtig hortensia, Hydrangea arborescens, får så kæmpestore blomsterstande, at den stort set altid ender med at falde fra hinanden, fordi skuddene ikke kan bære vægten. Nu har den fået hjælp i form af en staudespiral. Så holder busken forhåbentlig lidt længere i år. Den får et par kander vand, når den signalerer akut behov ved at klappe bladene sammen.
På kanten af skrænten i det pink bed er det almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, der gør det ganske pænt. Den bliver ikke til sådan en kæmpe busk, som man ser på bedre jorde, men blomstringen er der ikke noget i vejen med, og dimensionerne passer godt til bedet.
En kollega til den er blevet behandlet mildt sagt stedmoderligt i et temmelig vildt hjørne af haven, hvor den må slås med både ukrudt og tørke. Det har næsten udviklet sig til et forsøg med, hvor meget modgang den kan klare. Det er vist tredje eller fjerde år, den dukker op og blomstrer trods udfordringerne. Blomsterne er små og busken temmelig sølle, men farven er fin.
Blomsterne var lyserøde, dengang den blev plantet, så pH må være ret lavt, så blå som de er blevet med tiden.
En kommentar til “Hortensia på trods”