I den forgangne uge var jeg en tur på FoodExpo i Herning i embeds medfør. FoodExpo er en fagmesse for fødevarebranchen og som sådan et inspirationsbombardement for ethvert madøre. Jeg kunne ikke lade være med at investere i det her sjove produkt fra TagTomat, der skulle gøre det muligt at dyrke sine egne østershatte i vindueskarmen.En SvampeBox er fremstillet af en genbrugt mælkekarton, der er fyldt med halm podet med svmpemycelium. Når man skærer et lille hul i siden på mælkekartonen kommer der ilt til voksemediet, og det vækker sammen med lidt vand svampemyceliet. I løbet af nogle uger skulle svampene titte frem, og når de er høstet, kan man skære et nyt hul og få sig en høst mere. Hvor er jeg spændt på, om jeg kan få det til at virke 🙂 Fortsættelse følger. Læs mere om SvampeBox her.Et andet produkt, jeg ikke har set før, er Æblegranulat fra Vesterhavsmost. Det er allerede afprøvet i de hjemmebagte boller med stor succes. Æblegranulat består udelukkende af æble. Det er fremstillet af det, der bliver til overs, når Vesterhavsmost har produceret sin i øvrigt umådeligt dejlige æblemost. Dermed har granulatet ikke bare et højt fiberindhold men også en naturlig sødme takket være et højt indhold af pektin, så man kan spare på sukker og sirup i fx brød, kager og müsli. Ret smart.Tiny Gardens introducerede sit praktiske og samtidig dekorative dyrkningssystem til mikrogrønsager. Det her er luksusmodellen i sort silikone lige til at stille i vindueskarmen. Ideen er at dyrke mikrogrønsager, altså lade forskellige grønsags- og krydderurtefrø spire i bakkerne og bruge dem, ligesom man bruger karse som dekorativ og velsmagende grøn pynt på maden. Dyrkningssættet indeholder både bakker, frø og små dyrkningsmåtter fremstillet af overskudshamp fra Møllerup Gods' hampeproduktion, så heller ikke her går er noget til spilde. Besøg Tiny Gardens her.