I begyndelsen af februar var jeg så heldig at få en ny hindbærsort, Rubus 'Ruby Beauty' på prøve her i haven. Den udmærker sig ved sin beherskede vækst, der betyder, at den egner sig til dyrkning i krukker. Dermed blev hindbærbusken selvfølgelig en del af min krukkekøkkenhave på terrassen, da den blev etableret for en måneds tid siden.Jeg har været spændt på, hvad sådan en smule busk kunne præstere af bær. Nu kan jeg konstatere, at det kan den. Den er så fyldt med store, flotte hindbær, at grenene bøjer sig af det. Og de smager virkelig godt. Det er en fryd at gå og nippe af dem. En ren succes historie her midt i det lunefulde vejr. Den bærer på sidste års skud nu, men nye er på vej. Med lidt held og godt vejr skulle de kunne give efterårshindbær oven i købet.Krukkekøkkenhaven er i det hele taget foreløbig lidt af en succeshistorie. Der er godt nok et skud på den valske bønne, der er angrebet af lus i bunkevis, men dels kan det klippes af, dels regner jeg med at høste resten af bælgene til aftensmaden.Det betyder, at der skal rokeres lidt rundt i krukkekøkkenhaven. Jeg fik lige øje på den røde surkløver, Oxalis vulcanicola, der har stået og puttet sig midt i krukkegruppen. Det har den tydeligvis haft det fint med, for den var ved at overtage magten i de omkringstående potter. Tænk at den for bare en måned siden kom fra en lille urtepotte og blev plantet over i en alt for stor krukke. Nu bliver den klippet tilbage, så der kommer lidt facon på den igen.
3 Replies to “Hindbærbusk til terrassen 2.0”
Er ogsÃ¥ glad for hindbær ‘Ruby Beauty’ – smagen, krukkeegnetheden og ydeevnen.
Hej Lotte
Har du nogen fornemmelse af, hvordan/hvornår denne hindbær beskæres?
Min var egentlig dømt uddød af tørke, men kom sig mirakuløst efter et længere ophold i skygge og ubemærkethed i køkkenhaven, og er nu lutter fine, grønne blade.
Men skal man mon snitte i den på noget tidspunkt?
Mvh Malene
Hej Malene
Det lyder som om, den har klaret beskæringen selv i år. Normalt ville jeg klippe de skud ned, der havde båret, så nye skud, der kan bære til næste år, kunne få plads. Men hvis de gamle skud er visnet væk, vil jeg gætte på, at det er bedst at holde saksen fra de nye.
Mvh Lotte