
Krukkegruppen ved fordøren var begyndt at se lidt overanstrengt ud, så der måtte lige en krukkerokade og lidt tiltrængt opfriskning til, så sensommerens krukker ikke står og ser triste ud. Jeg er pjattet med bladplanter med sølvgråt løv, og da jeg havde en del krukker stående med blå og lilla blomster fik farvetonerne i krukkegruppen en helt ny lyd.
Her er to slags verbena, nemlig den høje kæmpeverbena, Verbena bonariensis, og den finurlige lægeverbena, Verbena officinalis 'Bampton', der har kvalificeret sig som ny yndlingsplante her i haven. I midten et andet nyt og virkelig charmerende bekendtskab nemlig plantenyheden Salvia hybrid 'Mysty', der gjorde sin entre her i haven den 10. maj, som det ses her. Det kan man da kalde langvarig blomstring. Senecio 'Angel Wings' og sølvsalvie, Salvia argentea, får næsten krukkegruppen til at lyse i skumringen med deres sølvfarvede blade.

Ny blandt sensommerens krukker er et par smukke, sensommerblomstrende Hebe sorter, der passer perfekt i farveholdningen. Her den fine, danskforædlede Hebe 'Mette'.

Den spændende prydpeber, Capsicum 'Calico', passer også fint i gruppen med sit marmorerede løv i grå, grønne og lilla nuancer. Prydpeber er i det hele taget supergode krukkeplanter til sensommerens krukker, hvor de giver lidt ekstra kolorit med deres sjove frugter til langt ud på efteråret.

Capsicum 'Calico' har fået plads på det fine bakkebord, der er blevet fast inventar ved fordøren. Det giver plads til krukker i flere etager og dermed mulighed for at give de skiftende krukkegrupper ekstra højde. Det kan jeg godt lide 🙂
Hvis vi lige skal tage en lille reklame, så fandt jeg bakkebordet her hos netbutikken Zinkbakken.
One Reply to “Gråt og blåt er godt til sensommerens krukker”
Hvor er det fint…