Helt Hen i Haven

Glubske mariehønelarver rekrutteret til bekæmpelse af bladlus

Mariehønen Evigglad er kendt og elsket af de fleste. Hvad knapt så mange kender til er, at mariehønen er et glubsk rovdyr med bladlus som livret. Det er især mariehønelarver, der spiser bladlus morgen, middag og aften, og det kan man få stor glæde af som bladlusplaget haveejer. Så her kommer lige en lille, nyttig reklame.

Fuld gang i drivhusplanterne

Der er virkelig gang i den i drivhuset. Høsten af skoleagurker er i gang, og både tomater, auberginer og peberplanter er begyndt at lægge an til frugter. Så det er lige nu, bladlus overhovedet ikke er velkomne under glastaget. Erfaringen siger, at især aubergine og peber virker som en magnet på bladlus, så jeg holder vågent øje med uregelmæssigheder under glastaget. Men efter at have modtaget en spændende pakke fra EWH BioProduction slapper jeg lidt mere af.

Æske med mariehønelarver

Pakken indeholdt en æske med 250 mariehønelarver, der tydeligvis var helt klar til at patruljere i drivhuset. Det er larver af to-plettet mariehøne, Adalia bipunctata, der også kan findes i naturen. Det er de små, aflange fætre med seks ben, der myldrer rundt på de papirstykker, æggene har siddet på. Der er også boghvedeskaller i æsken, der forhindrer, at larverne begynder at æde hinanden.

Mariehønelarver klar til bladlusjagt

Når låget kommer af æsken i det lune drivhus, får de sultne mariehønelarver mere end travlt med at komme videre i livet. En enkelt larve kan fortære op til 200 bladlus, før den forpupper sig for at blive til en sød mariehøne, og den er ikke kræsen. Alle arter af bladlus fortæres med velbehag.

Mariehønelarver på afveje

Faktisk er de så ivrige efter at komme i gang med arbejdet, at de kriblekrabler rundt over det hele, så snart låget er taget af æsken. Så det skal man absolut først gøre, når man er i bladluszonen.

Papirstykke med mariehøneæg og -larver

Der sidder mange mariehønelarver på papirstykkerne i æsken, så de kan fint bruges til distribution af de små hjælpere. Alternativt kan æskens indhold drysses ud over planterne, men så er det lidt sværere at dosere.

Bladlusjægere på jagt i chokoladekosmos, Cosmos atrosanguineus

Da jeg syntes, drivhusplanterne måtte være dækket ind, fortsatte jeg til hyggedrivhuset og dryssede lidt med mariehønelarver der også for en sikkerheds skyld. Og de allersidste i æsken, dryssede jeg ud over min fine chokoladekosmos, Cosmos atrosanguineus, der er slem til at få bladlus. Nu skulle den være garderet.

Tak for nyttedyrene til EWH BioProduction, der sælger et bredt udvalg af biologiske bekæmpelsesmidler fra sin webshop lige her.

Nyeste blog indlæg

Det er næsten for vådt til at være sandt


Planter med frostvæske i årerne


Årets haveprojekter står nærmest i kø i forårsvejret


Lykken er en kasse spirende løgvækster


Kampen mod buksbomhalvmøl er fløjtet i gang


Klargøring til en ny skærehavesæson


Skærehaveplanter der kommer med posten


Arkiver

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

LB Text & Ide

  • Artikler
  • Pressemeddelelser
  • Katalogtekster
  • Hjemmesidetekster
  • Havebøger
  • Affiliate marketing
  • Influencer

Lotte Bjarke

Sondrupvej 42 · 8350 Hundslund

+45 21487530 · post@lottebjarke.dk

Det er næsten for vådt til at være sandt

Planter med frostvæske i årerne

Årets haveprojekter står nærmest i kø i forårsvejret

Lotte Bjarke © Copyright 2023. All Rights Reserved