Det er ikke mange stauder, der først begynder at blomstre, når det bliver november. Men høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, diverterer med de fineste, friske blomster, netop som efteråret rammer.

Man kan med rette diskutere, om høststenbræk er gal eller genial. Det er noget af en satsning at stille an med novemberblomster, der først springer ud, når det lige så godt kunne være både frost og snevejr, så det hele går i vasken. På den anden side set er den jo ret sikker på at tiltrække sig al opmærksomhed, når den pludselig står der og lyser op mellem alle sine visne kolleger.
Ja, så jeg hælder nok mest til genial. Dumdristig, men i hvert fald lidt genial. De asymetriske, stjerneformede novemberblomster i åbne skærme varmer i hvert fald mit havehjerte nu, hvor der er så langt mellem blomsterne.
Høststenbræk er i øvrigt en dejlig nem staude, der er køn det meste af året. Jeg har også flere planter i krukker, hvor de faktisk har stået i flere år og bare er kommet igen og igen. De visner ned, når deres novemberblomster ikke kan mere, men bladene dukker tidligt frem om foråret, så stauden fungerer som en fin bladplante hele sommeren.
Der står også en i krukkegruppen omkring spejlbassinet, hvor den er med til at pynte på efterårsstemningen sammen med den stadig smukke hortensia, Hydrangea Magical Four Seasons og vinterblomstrende vintersnebolle, Viburnum tinus, og den purpurrøde Helleborus krydsning, Helleborus x glandorfensis Ice ‘n Roses.