Der er efterhånden længe imellem, at der dumper et vaske ægte brev i postkassen. Men i dag er en af de helt gode dage. Brevet er fra Bente, der sender en dejlig hilsen og en lille pose friske frø af orientalsk pileurt, Polygonum orientalis. Dem er jeg helt vildt glad for, så tusind tak til Bente.
Sagen er den, at jeg gentagende gange har indkøbt og sået frø af den fantastiske sommerblomst med det lige så fantastiske engelske tilnavn 'Kiss me over the garden gate'. Jeg har set den blandt andet i Park der Gärten i Tyskland og har siden drømt om at have den i sommerhaven, men trods alle mine anstrengelser, er der aldrig kommet andet et par forkølede spirer ud af det.
Det har Bente heldigvis en god forklaring på. Frøene skal simpelthen sås, mens de er helt friske for at spire ordentligt. Så nu har jeg skyndt mig at så halvdelen af frøene, mens den anden halvdel - også på Bentes anbefaling - er blevet puttet i fryseren til en forårssåning. Nu krydser jeg fingre for, at det endelig vil lykkes at få den statelige plante i næste sommers blomsterbede.
Jeg har sået frøene i det sneglefri salatbed, der i forvejen rummer min staudebørnehave, nu da salaten alligevel er spist. Der måtte lige gang i Posca tuscherne, der skriver/maler på næsten hvad som helst, til skiltemaling igen, så de dyrebare frø er ordentligt markeret. Tuscherne kan købes her.
3 kommentarer til “Friske frø af orientalsk pileurt i postkassen”
Nu krydser jeg så fingre for at det vil lykkes for dig denne gang😉
Godt tip! Tak!