Helt Hen i Haven

Vi er nået til den årstid, hvor det gælder om at holde styr på luftfugtigheden i drivhuset, hvis festen ikke skal ende alt for brat med gråskimmel og revnede tomater. I mit tilfælde vil det være en fornuftig disposition at lægge bare en lille dæmper på frodigheden i drivhuset (!), så der bliver lidt mere luft mellem planterne.Derfor har jeg vedtaget, at det er i dag, mit forsøg med dyrkning af sødkartofler, Ipomoea batatas, i drivhuset skal gøres op. Planterne, som jeg fik fra Gartneriet Viumlund sidst i maj, har vokset med forbløffende hastighed. De ser nærmest ud som om, de prøver at komme ud gennem glasset, og rankerne er kravlet hele vejen rundt langs drivhusets sokkel. Nogle af dem er mere end 10 meter lange. Den enorme bladmasse bidrager massivt til at holde luftfugtigheden høj, så nu må den ud.Samtidig opdagede jeg, at der kravlede en del af de her fætre rundt på sødkartoffelplanternes fine, hjerteformede blade.Ja, det vil sige, efter for mange af den slags visitter, er bladene knapt så fine og larvernes mange efterladenskaber er ærlig talt også til den klamme side. Endnu en grund til at få gjort forsøget op. Gad vide, hvad det er for en sødkartoffelelskende sommerfugl, der har været forbi.Tadaaa 🙂 Det lykkedes. Det kan faktisk lade sig gøre at producere fuldgyldige sødkartofler i drivhuset - hvis der vel at mærke er plads nok, og man er klar til at holde de vildtvoksende ranker lidt i ave hen over sommeren. Planterne har ikke fået nogen særlig pleje, men er bare blevet vandet med sivevanding af vandingscomputeren samtidig med tomatplanter med videre. Gødning er der i øvrigt heller ikke tilført i løbet af sommeren, så man må sige, at den Champost, drivhusjorden fik i det tidlige forår var alle pengene værd.Jeg har også plantet nogle sødkartofler på friland. De har haft det hårdt under tørken men er faktisk begyndt at vokse lidt igen, nu hvor de har fået vand. Derfor får de lov at vokse videre lidt endnu, før den del af forsøget bliver gjort op.