Der hersker kaos i havens staudebede. Jeg kan lige så godt indrømme det. Men nu skal det være slut. Jeg er gået systematisk i gang med en forårskur til staudebedene, hvor de gamle toppe bliver klippet ned, ukrudtet luget, og det land, der er tabt til græsplænen, bliver tilbageerobret.
Sikke nu et herligt havevejr, vi har. En perfekt dag til den ultimative forårsbeskæftigelse - at sætte ind med en tiltrængt forårskur til staudebedene. Jeg lader jo altid staudernes visne toppe stå vinteren over, så haven ikke ser alt for kedelig og bar ud i vintermånederne, og så småfuglene kan nyde godt af de frø, der gemmer sig i toppene. Men nu er tiden inde til at få toppene klippet ned. Sjovt, at kejserkronerne, Fritillaria imperialis, i løbet af relativt få år er kommet til at stå midt inde i en stor tue af høstasters, Aster novi-belgii. Det vidner om staudebedets indbyggede dynamik. Man går og tror, det er haveejeren, der bestemmer. Men det er det i realiteten sket ikke 🙂
Det er næsten synd, at min forårskur til staudebedene skal gå ud over vinterstanderne af høstasters, der stadig har en vis portion charme. Men også kun næsten. Jeg trænger helt ærligt til noget grønt at se på i stedet.
Så tjuhej hvor det går. Både stauder og prydgræsser i bedet på kanten er hermed klippet ned til sokkeholderne. Nu kan de bare komme igen, kan de.
Og efter et nærmere studie i jordhøjde kan jeg oplyse, at det er lige præcis, hvad de er godt i gang med. Her er det blåkant - også kendt som katteurt - Nepeta x faassenii - der simpelthen myldrer frem og ser ud til at blive rigtig glad over at få fjernet dynen af vissen top fra sidste år.
Jeg er heller ikke i tvivl om at kejserkrone, Fritillaria imperialis, der har bredt sig en del, syntes godt om min forårskur til staudebedene. De står og strutter grønt forårsfriskt, så nu håber jeg, de også har tænkt sig at blomstre i år. Mange af dem snød mig af en eller anden grund sidste år og lod det blive ved grønne skud.
Nede i bunden af bedet på kanten er der et af årstidens dejlige lyspunkter at finde. Her blomstrer storblomstret kodriver, Primula vulgaris, nemlig lysegult og lystigt, så man tager sig selv i at smile stille, når lugeterapien kommer på de kanter. Græstotterne har vældig fart på, så det hører med til en forårskur til staudebedene at få luget det værste væk nu, så det ikke sætter frø og bliver til mere ukrudt.
2 kommentarer til “Forårskur til staudebedene i det fine vejr”