Køkkenhaven står i fuldt flor. Ja, det er selvfølgelig ikke meningen, men når grønsagerne nu vælger at blomstre, kan man jo lige så godt glæde sig over synet. Frodigheden er næsten overvældende, og konturerne af de ellers så velordnede buer er stort set visket ud.
Det er især de fennikelplanter, der ikke blev spist, mens tid var, der sætter deres præg på sceneriet lige nu med skyer af skønne gule skærme, der er helt eminente i septemberbuketterne fra haven.
En anden skærmplante, der blomstrer i køkkenhaven, er gulerod. Det gør den lige så smukt som dem, der blev sået og plantet som sommerblomster. Heldigvis er det kun enkelte planter, der har fået den ide, for der er nok ikke meget gulerod under de blomstrende planter.
Skorzonnerrod er et førstegangsbekendtskab i køkkenhaven, så jeg er ikke helt klar over, om det er godt eller skidt, at en af planterne er begyndt at blomstre. Men man må sige, at den klæder fennikelblomsterne smukt.
Smukke er også porreplanternes runde skærme, selv om det kræver lidt selvovervindelse at glæde sig over dem. Porren nedenunder er der jo ikke meget grin ved.