Der er masser af blomster i det spiselige staudebed lige nu. Det er selvfølgelig også præcis det, der var ideen med at plante et bed, der skulle være smukt som et staudebed og samtidig kun rumme spiselige planter. Blomstringen går dog i nogen grad ud over krydderstaudernes anvendelsesmuligheder som krydderurter, men det betyder ikke, at der ikke er noget at hente til lidt lækkerier. For eksempel er de sælsomme blomster af hestemynte, Monarda didyma 'Blaustrümpf' absolut spiselige og oven i købet ganske aromatiske.Køkkenhaven har også spiselige blomster at byde på lige nu. For selv om den skønne morgenfrue, Calendula officinalis 'Triangle Flashback' er sået som afskæringsblomst, har kronbladene også en mission i køkkenet.Med tanken på eftermiddagste med lune boller i drivhuset i ly for oktobervejret fik det mig til at gå på jagt haven rundt efter spiselige blomster. Jeg går efter de helt friske, nyudsprungne blomster.Ideen var at fabrikere smukt og aromatisk blomstersmør til bollerne, men det blev faktisk til to forskellige modeller af farvekoordineret blomstersmør, da jeg først kom i gang. Blomstersmør bliver til på præcis samme måde som kryddersmør. Kronbladene hakkes helt fint og røres med blødt rørt smør. Efter afkøling kan det skæres i skiver, og skal man ikke bruge det hele, kan det sagtens fryses. Det rosa og abrikosfarvede smør med rosenblade, hestemynte, blomsterkarse og morgenfrue passer perfekt til en gang lune boller. Det blå og lilla smør med lavendel, timian, merian, storkenæb, hestemynte og kinapurløg er til gengæld så krydret, at det er bedre til stegeretter eller grønsager, ligesom persille- og hvidløgssmør.
3 Replies to “Farvekoordineret blomstersmør”
Det er vel nok en god ide. Det kan selv jeg finde ud af både at lave og anvende.
Hej Lisbeth
Det er jeg fuldstændig sikker på, at du kan 🙂
Mvh Lotte
Hvor ser det lækkert ud Lotte.