Nu fik jeg endelig pillet de forvoksede, visne ærteblomster ned af klatrestativerne i krukkegrupperne ved fordøren, og dermed blev det ikke mindre tydeligt, at det var på høje tid af få gang i nogle flotte efterårskrukker med sæsonens dejlige planter.
Som sædvanligt blev det til en del rykken rundt på krukkerne og et nyt mix af gammelt og nyt. Den store salvie, Salvia guarantica 'Black and Blue' har længe været det naturlige midt punkt i krukkegruppen lige ved fordøren. Den har simpelthen blomstret non-stop hele sommeren, og gør det, som det fremgår, endnu.
Uden ærteblomsterne manglede gruppen af efterårskrukker højde for at komme i balance, men det var hurtigt løst med det superflotte prydgræs, kinesisk sølvgræs, Miscanthus sinensis 'Red Cloud', der er en af flere prøveplanter, jeg har fået fra Gasa Group under overskriften Nature to the people. Tak for dem 🙂
Kinesisk sølvgræs er en elefantgræs, der udmærker sig ved at være fantastisk god til krukker, fordi den ikke bliver mere end godt en meter høj. Aksene har en smuk bordeaux rød nuance, og jeg gætter på, at planten kommer til at pynte i gruppen af efterårskrukker langt ud på vinteren. Kinesisk sølvgræs er i øvrigt fuldt hårdfør, så jeg forestiller mig, at den bliver plantet ud i haven efter nedklipning til foråret.
En anden nyerhvervelse, jeg har store forventninger til, er den smukke, smukke ensian, Gentiana scabra Rocky Diamond, med de blå, blå blomster. Det er en dansk forædlet serie, der nu produceres af Fairytale Flowers og kan fås i butikker over hele landet. Det bliver spændende at se, hvad den kan. Ikke så lidt, gætter jeg på. Ensian er en staude, så den har helt sikkert også kurs mod et blomsterbed, når dens krukkekarriere er ovre.
På den anden side af bænken er der også gået græsser i den. Her er det den flotte lampepudsergræs, Pennisetum 'Rubrum', med det mørke løv og ditto aks, der løfter sig over gruppen af efterårskrukker, hvor hedelyng, Calluna vulgaris Beuty Lady Rosa spiller sin helt naturlige rolle som en af årstidens bedste krukkeplanter. Den røde lampepudsergræs er desværre ikke vinterhårdfør her til lands, men erfaringen siger, at den pynter i krukkerne langt ud på efteråret.
En efterhånden gammel kending, der kan det der trick med at ældes med ynde, er den lyserøde sort af hortensia, Hydrangea Magical Four Seasons fra Gardeners Own. Den har blomstret i månedsvis og er nu på ganske magisk vis ved at skifte farve endnu engang til grønlige efterårsblomsterstande. Den er nu blevet nabo til en endnu ældre kending nemlig den måneskinsaftige vortemælk, Euphorbia 'Silver Swan', der udmærker sig ved sine grågrønne blade med hvid kant. Nå ja og så ved sin dejlige blomstring i det tidlige forår. Planten her har overvintret i krukken, så den giver da valuta for pengene.
Det pyntede gevaldig at få shinet grupperne af efterårskrukker ved gavlen op, så der er noget grønt, frodigt og også farverigt at glæde sig over, når man går ind og ud af døren. Og det gør man jo immervæk mange gange om dagen i det fine sensommervejr.
Apropos græsser, som jeg generelt er ret vild med at bruge ikke bare i krukkerne men også rundt om i haven, så har jeg været så heldig at modtage et anmeldereksemplar af en lækker ny bog om græsser. 'Design med græsser. Mere natur i haver og anlæg'.
Det er den kendte havebogsforfatter Nina Ewald, der har slået sig sammen med landets absolut førende ekspert, når det gælder prydgræsser, Poul Petersen, der er indehaver af Overdam Planteskole. Det er der kommet et smukt og digert værk ud af, hvor man kan blive klogere på både historie, havedesign og botanik med græsserne som omdrejningspunkt. Der er rundtur til spændende haver fyldt med græsser rundt om i verden og masser af ideer til at komme i gang og komme videre i både tekst og 440 fotos.
Jeg fik faktisk selv mine allerførste prydgræsser af Poul Petersen for vel omkring 15 år siden og har siddet i saksen lige siden. Nogle af dem flyttede ligefrem med, da vi flyttede til haven her. Alligevel har jeg haft lidt svært ved at finde rundt i hvilke græsser, der er hvilke, men det, tror jeg, er ovre nu. Bogen rummer nemlig også et omfattende leksikalt afsnit med beskrivelser og billeder af langt over 100 græsser. Det er bare at gå i gang. Og jeg glæder mig 🙂
Læs mere om bogen og køb den for eksempel her.
Indlægget indeholder reklame.
5 kommentarer til “Efterårskrukker med græsser, lyng og hortensia”