Sidste uges tur til Holland og dertil hørende havecenterbesøg gav anledning til lidt ekstra blomsterløg shopping. Det hører sig jo nærmest til, når man er i Holland. Så ja, jeg ved godt, det er i yderste øjeblik, men nu skal de altså i jorden, selv om det er både vådt og koldt. Jeg lod mig friste over evne af lidt flere kejserkrone, Fritillaria imperialis ‘Lutea’, nu jeg havde søsat gå-væk-mosegris eksperimentet. Den gule sort kan godt komme til at passe ind i det gule bed i forårsmånederne, forestiller jeg mig.
Jeg ved ikke om det er rigtigt, at mosegrise og andre skumle gnavere synes så lidt om kejserkrone løgenes duft, at de holder sig på afstand, men hvis bare de lader være med at guffe dem i sig, er det da også noget. Jeg kom samtidig til at gøre endnu et forsøg med den mystiske, sortblomstrede Fritillaria persica, der i hvert fald oversat fra hollandsk hedder persisk kejserkrone. Jeg har forsøgt før, for jeg synes, blomsterne er helt fantastiske. Det har været en succes så langt, at løgene ikke er blevet spist. De kommer trofast med blade år efter år, men jeg har aldrig set en blomst her i haven. Nu får et enkelt løg lige en ny chance.
En anden Fritillaria, nemlig vibeæg, Fritillaris meleagris, er til gengæld en klar succes her på matriklen. Hvert forår har jeg masser af dem i krukkerne, for jeg kan overhovedet ikke stå for de ternede vibeæg blomster. Efter afblomstring bliver de plantet ud i haven, hvor der efterhånden er en stor, trofast og dejlig bestand, der også får lov at være i fred for gnaverne, der åbenbart er mere til tulipaner.