Vintersolhverv er en årligt tilbagevendende begivenhed, der virkelig er værd at fejre. I går var årets korteste dag, og selv om det ikke lige er til at mærke, er daglængden faktisk tiltaget med et helt sekund. Nu går det den rigtige vej og hurra for det. Så begynder det hele forfra derude. Det har jeg fejret med at finde vinderen af den Instagram konkurrence, der blev udskrevet i forbindelse med Bogforum sidst i oktober. Det blev @fanniekn, der postede det fineste foto af forårsglade babyegetræer og nu kan glæde sig til at modtage min bog 'Slip haveglæden løs' som en ekstra, lidt forsinket julegave. (Læs om bogen her) Et par af mine egne babyegetræer er blevet til en miniatureskov, der passer i størrelsen til datter Annes ginger bread huse, og hygger fint og spreder lidt forårsstemning som krydderi på julerierne 🙂
Jeg har jo lidt svært ved at stå for miniaturetræer i det hele taget. Rundt om i skovhaven dukker der mange selvsåede træer op, der gør sig super fint i krukker. Det kuglepyntede grantræ ved spejlbassinet er sådan et selvsået træ, der gør det smukt som juletræ her ved vintersolhverv.
Også i julekrukkegruppen ved fordøren, er der flere babytræer, som jeg har adopteret fra skovhaven. Det smukke træ på bænken er mit højt elskede sølvtræ eller spøgelsestræ, Corokia cotoneaster, der efterhånden har udviklet en smuk og velproportioneret krone fyldt med bittesmå, sølvfarvede blade.
Og så er det i øvrigt ganske vist, at haven er i fuld gang med at begynde forfra. En absolut yndlingsbusk her ved vintersolhverv er troldnød, Hamamelis x intermedia, som er begyndt at linde lidt på enkelte af sine utallige blomsterknopper og lade de solgule kronblade titte frem. Når julen er ovre, og det nye år er begyndt, står busken lysende gul af vinterblomster og fyrer op under forårsfornemmelserne.