Vinterdækning af havens planter er almindeligvis ikke noget, jeg går så højt op i ud fra den betratning, at det, der bliver plantet i haven, også skal kunne leve med de forhold, den nu engang har at byde på. Men med den vejrudsigt DMI har fyret af, bliver jeg nu alligevel lidt bekymret og får lyst til at fare ud og give hele haven dyne på.Det er jo desværre ikke muligt, men nu har jeg sat ind de steder, hvor risikoen for skader ved 10 graders barfrost er størst. Heldigvis var juletræet ikke nået længere end til rodehjørnet, så nu kan det lige give en omgang mere. Grenene har holdt nålene fint, så når de bliver klippet af stammen, er de perfekte til vinterdækning af sarte planter.Den lille laurbærbusk, Laurus nobilis, der kom sig efter alverdens utøj, da den blev plantet ud under åben himmel, er nok ikke lige gearet til fimbulvinter, så nu har den fået sig et lille hus af grangrene, der kan beskytte den mod de værste iskolde vinde. Nu skal jeg bare huske at fjerne grenene igen, så snart det bliver mildere.Vejrudsigten gør mig også bekymret på vegne af mine vinterløg, der blev sat sidst på året sidste år og nu er spiret så fint.Derfor er jeg tyet til vinterdækning i form af en dyne af fiberdug, de kan lune sig under, mens det går løs med alvorlige frostgrader.Sidst men ikke mindst har jeg flyttet nogle af de sarteste krukkeplanter i ly i drivhuset,hvor der godt nok er ved at være trængsel. Jeg er meget glad for mit sølvtræ, Corokia cotoneaster, der faktisk har klaret adskillige vintre i sin krukke på friland. Det skulle det gerne blive ved med, så nu er det kommet under tag, så længe den værste kulde bider for ikke at risikere noget.