Jeg holder egentlig meget af de utilregnelige stauder. Dem der ikke bare bliver, hvor de blev plantet, men også pludselig dukker op et helt andet sted i haven, hvor man ikke selv havde fundet på at plante dem. Det er de stauder, der sår sig selv, og får afkom med egenskaber, der er på højde med forældrenes. Det gælder fx den smukke, meget mørkerøde, skabioselignende Knautia macedonica, der vist ikke har noget dansk navn. Slægtsnavnet er blåhat, men det er jo temmelig misvisende.
En anden effektiv selvsående staude er den meget søde purpurtorskemund, Linaria purpurea, der myldrer op så mange steder, at en del planter nødvendigvis må lade livet for hakkejernet. Årets første har forvildet sig helt ud mellem alt ukrudtet på skrænten og står nu der og ser super fin ud med sine lette aks af sart lyserøde blomster.
Stjerneskærm, Astrantia major, er en dejlig staude med sine kniplingsagtige blomsterskærme. Der vokser flere sorter her i haven, men det er kun den hvide, der sår sig selv og bliver til fine, nye planter. Det gør den til gengæld grundigt omend primært lige omkring sit voksested i det hvide bed, så når de små nye skal bruges i anden sammenhæng, må de flyttes.