Det spirer og det gror i vindueskarmen. Faktisk lige vel meget. I de første bakker med langsomt spirende frø myldrer det frem hurtigere end forventet, og de små kimplanter står i realiteten alt for tæt. Det gælder fx kongekommen, Amni majus, der gerne skulle udvikle sig til smukke planter med masser af lette, kniplingeagtige blomsterskærme. Kongekommens frø er nogle af dem, der er så små, at de er vanskelige at så på tilstrækkelig stor afstand til, at de spæde planter får plads nok til at udvikle sig. Men hvis det kniber med lys og luft og samtidig plads til rødderne, bliver planterne jo aldrig stærke. Så der er ingen vej uden om. Der må tyndes ud i bakkerne.
Det er det rene barnemord, men for de tilbageblivende små planter er det guld værd. Ved hjælp af en pincet er det nemt at luge overskydende planter, så længe de kun har dannet en kimrod, der ikke har forgrenet sig og dermed ikke har filtret sig ind i naboplanterne. Der må luges, så planterne i bakkerne ikke står oven i hinanden.
Udtynding i det tidlige stadium betyder samtidig, at de planter, der er udpeget til at blive til noget, ikke lider overlast. Og helt ærligt er der jo også grænser for, hvor mange planter af kongekommen eller alle de andre forspirede sommerblomster, der rent faktisk er plads til i haven. Det siger jeg til mig selv, mens jeg med blødende hjerte hiver den ene funktionsdygtige kimplante op efter den anden…