Det går i det store hele rigtig godt i køkkenhaven. På tabssiden er der kun en række bønner, der ikke vil spire, at notere samt en halv række dild og en halv række gulerødder, der er blevet systematisk spist af en lækkersulten vinbjergsnegl. Begge dele er skyndsomst eftersået.
Til gengæld er der seriøs trængsel blandt de gulerødder, der står i den heldige ende af rækken. Det er med andre ord blevet tid til udtynding, så gulerødderne kan få plads nok til at udvikle sig og ikke bliver helt umulige at hive op, fordi de er vokset sammen med naboen.
Det går nemt nok med at luge ud i rækken lige nu, og de spæde gulerødder har direkte kurs mod salatskålen. Der bliver ikke luget til endelig afstand endnu. Øvelsen kan gentages om et par uger, med lidt større gulerødder til salaten som gevinst. Efter lugningen trykkes jorden til omkring de huller, der er opstået, så rækken ikke bliver alt for indbydende for gulerodsfluen, der kan lugte gulerødder på lang afstand.
Præcis den samme øvelse gentages i rødbederækken, hvor planterne også står tættere end godt er.