Nu er de sidste tomater høstet, og drivhuset er klar til at blive ryddet. Men hold da op, hvor har tomatsæsonen varet dejligt længe i år.
Det er ved at være længe siden – vel engang midt i august – jeg toppede tomaterne i drivhuset i forventning om, at planterne havde sat en passende mængde frugter til tomatsæsonen i år. Men det var planterne da ligeglade med. De satte nye topskud og bredte sig op under drivhustaget i det skønneste frodige kaos. Og de blev bare ved og ved med at modne nye tomater. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så langstrakt en høstperiode som i år, og jeg synes, det har set fantastisk ud med klaserne dinglende under glastaget.
Tomatsæsonen plejer at blive fløjtet af, når svampesygdommen gråskimmel indtager huset. Således også i år, men det er altså først sket i løbet af de seneste uger. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for, men også lidt mystificeret over. Det har jo unægteligt været temmelig fugtigt på det seneste, og det plejer at sætte gang i svampesporerne. Men tomatplanterne har simpelthen holdt skansen, og det er først nu, de er begyndt at få den pelsede belægning, der indikerer, at ballet er forbi for i år, og at det er på tide at få ryddet drivhuset, så der kan blive plads til havemøblerne.
Årets sidste tomater bliver plukket efter lidt anderledes tolerancetærskler end dem, der gælder midt på sommeren. Nu er det først og fremmest vigtigt, at tomaterne ikke er revnet – så er det knapt så afgørende, om de er helt modne. De bliver røde, når de kommer ind i varmen, men aldrig så søde som sommertomaterne. Men de bliver brugt med ildhu i madlavningen, for det gælder om at få den sidste glæde over friske, hjemmedyrkede tomater med. Heldigvis er der et fjernlager i fryseren til vinterens kokkerier.