Juni måneds havebuket må selvfølgelig være en buket til alle de nyudsprungne studenter med et stort tillykke. Studenternellikerne, Dianthus barbatus, har hængt lidt i bremsen i det kolde vejr, så studenterne nåede at springe ud først. Men de pindsvinelignende blomsterstande er tæt på, ser fine ud i buketten, og skal nok springe ud i løbet af en dag eller to. De vokser, som de vil, i et hjørne af køkkenhaven, for de løber sådan rundt, at de ikke er til at styre i staudebedene.
Roser hører også til i studenterbuketten og heldigvis er min krukkerose, Rosa 'Harlow Carr', sprunget ud, så der kan snuppes et par rosenknopper til buketten.
Det er ikke helt almindeligt at klippe blomster til buketter i krukkerne, men den her lyserøde margerit, Argyranthemum frutescens, blomstrer så overdådigt, at det ikke er nogen skam at klippe nogle stilke. Tvært imod faktisk, for det giver bare planten energi til at sætte endnu flere knopper.
Det samme gælder chokoladeblomst, Cosmos atrosanguineus, der med den fantastiske farve, er super fin i studenterbuketten og i øvrigt generelt er en rigtig god og holdbar buketblomster med lange, stive stilke.