
Her kommer lige en utilsløret reklame for Datter Annes staudeshop, der i løbet af dagen har materialiseret sig i carporten. Den - altså carporten - ser pludselig væsentlig bedre ud, end den plejer. Shoppen er fyldt med sæsonens lækreste stauder i store størrelser. Jeg tror udvalget er større end nogensinde, men der er så i sagens natur ikke så mange af hver. Stauderne sælges så længe lager haves lørdag og søndag, 24.-25. august, når vi holder åben have fra kl. 10-17 begge dage på adressen Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Der kan betales kontant eller med MobilePay.

Det er ovenikøbet lykkedes at skaffe et lille parti af ganske særlige specialiteter. Fra venstre er det lægeverbena, Verbena officinalis 'Bampton', pragtlys eller ananaslilje, Eucomis bicolor, og forrest Senecio 'Angel Wings'.

Min havebog, Slip haveglæden løs - fryd facts og fiduser, er selvfølgelig også på hylderne i shoppen. Der ligger et bladreeksemplar i drivhuset, hvor man kan snuppe sig en pause med en kop kaffe.

I sortimentet i weekendens staudeshop er der flere stauder, jeg allerede har i haven. Det gælder for eksempel den helt skønne, nye purpursolhat, Echinacea purpurea 'Salmon', der som der fremgår er meget langt fra purpurfarvet. der er også solhat i andre gode farver blandt de mange stauder i butikken.

En anden plantenyhed, der er at få i Annes staudeshop, er anisisop, Agastache 'Beelicious Purple'. Den er til gengæld noget nærmere purpurfarvet end den gængse sort, og den er samtidig væsentligt lavere og dermed velegnet ikke bare til staudebede men også til krukker. Som navnet antyder er bierne - og for den sags skyld også sommerfuglene - fuldstændig pjattede med 'Beelicious Purple'.