Nu må det være på sin plads at gøre status på det eksotiske hjørne af haven, der blev etableret sidste forår. Det må helt klart være den dårligste timing nogensinde. Efter en årrække uden nævneværdig frost her på matriklen, blev 2021 året, hvor Kong Vinter virkelig viste tænder. Det har i sagens natur kostet liv i den nyetablerede beplantning, men der er heldigvis også solstrålehistorier. Og jeg har ikke tænkt mig at give op så let, så jeg må på indkøb igen 🙂
Når der skal gøres status på det eksotiske hjørne, hører stuearalie, Fatsia japonica, til solstrålehistorierne. Mens europæisk dværgpalme, Chamaerops humilis, og stammekordyline, Cordyline australis, har stillet træskoene, står stuearalien trods navnet, der kunne tyde på andet, nok så fin og struttende med friske lysegrønne skud. Det havde jeg faktisk ikke regnet med. Der er point.
Med til status på det eksotiske hjørne hører også, at der er flere planter, der er døde i toppen, men skyder nok så fint nedefra. Det gælder for eksempel det opstammede figentræ, Ficus carica, der nu ikke længere er opstammet, det gælder kiwi, Actinidia chinensis, og det gælder denne gunniieukalyptus, Eucalyptus gunniii, der nåede en højde af i hvert fald tre meter sidste sommer. Spændende, om den har tænkt sig at buske sig lidt mere. Man har da lov at håbe, for det ville faktisk klæde den.
En uventet overlever, der ser ud til at have det helt fint med forholdene, er den lille dværgcitron, Citrus trifoliata. Her står den foran en stikkelsbærkiwi, Actinidia arguta, der er kendt for at være noget mere hårdfør end den rigtige kiwi. Også den ser særdeles livskraftig ud.
Umiddelbart efter vinteren var der ikke meget grin ved de pletter i luften, Muehlenbeckia complexa, der er plantet som bunddække. Men når jeg skal gøre status på det eksotiske hjørne, skal jeg da lige love for, at de er kommet stærkt igen. Heldigvis, for det bidrager altså til atmosfæren, når bunden mellem de mere opadstræbende planter er dækket af et frodigt tæppe.
Sidst men absolut ikke mindst i denne omgang er jeg lige nødt til at nævne den lille busk med de fantastiske blå blomster. Amerikansk syren, kaldes den på dansk, Ceanothus thyrsiflorus på latin. Jeg har haft den i en del år, men indtil den fik sin plads i det eksotiske hjørne, har den altid set ret presset ud. I år er den heldigvis noget så fin, så nu håber jeg, at den finder ordentligt fodfæste her i haven.