Mon ikke purpursolhat, Echinacea purpurea, er en af de stauder, de fleste kan blive enige om at elske? Jeg gør i hvert fald, så jeg skyndte mig at plante en hel stribe, da det nye bed ved indgangspartiet skulle beplantes. Den beslutning glæder jeg mig over mange gange om dagen i øjeblikket.
Noget af det, der er så lækkert ved purpursolhat er, at blomsterne ikke bare holder længe, de er også smukke i alle stadier, fra knoppen lige begynder at folde sig ud, til blomsten begynder at visne i et yndefuldt forfald.
Farvespillet i den næsten udsprungne blomst er en helt fantastisk kombination af lime, rosa og rødbrun. Lige nu er der alle stadier i fint samspil i bedet, og de stive stængler og stærke blomster lader sig heldigvis ikke anfægte af sommerregnen, der har silet ned det meste af dagen.
Når de farvede randblomster i den helt modne blomst bøjer sig bagud, kan man for alvor se, hvor det latinske slægtsnavn Echinacea kommer fra. Det betyder nemlig noget i retning af pindsvinelignende 🙂
2 Replies to “Purpursolhat i sommerregn”
Smukt. Findes også på vires favoritliste.
Ja, den er altså umulig ikke at holde af 🙂
Har I fået en ny, spændende have efter flytningen, eller er det forfra igen? Det må være svært at flytte fra sådan en lækker have. Har du en ny haveblog?
Mvh Lotte