Der var noget sælsomt i luften, da jeg slog øjnene op her til morgen. Lyset var simpelthen anderledes, end det plejer at være. Da jeg fik rullet persiennerne op viste det sig nok at være lidt magisk men helt uden at være mystisk. Der var simpelthen blevet drysset lidt tryllestøv i form af sne og frost ud over haven i nattens løb.
Det var en glædelig overraskelse og så endda på en lørdag morgen, hvor der er tid til at nyde synet af haven, der lige er blevet opgraderet en gang. Sådan et drys virker som en ansigtsløftning på den efterhånden lidt slidte og trætte vinterhave.
Heldigvis er der stadig stauder, der står med dekorative vinterstandere som garanter for, at haven ikke bliver alt for trist i de kolde måneder. De står endnu skarpere i kontrast til det hvide landskab. Her er det anisisop, Agastache anisata, der fører sig frem.
Det er også værd at glæde sig over havens stedsegrønne og ikke mindst vinterblomstrende planter på sådan en morgen. Det næsten sort-hvide vinterfoto er smukt, men det bliver nu ikke ringere af, at der også er et lille farvestrejf at finde. Det sørger Skimmia japonica for, så den er klar favorit til at afløse vintersnebolle, Viburnum tinus, som ugens yndlingsplante.
2 Replies to “Smukt, iskoldt tryllestøv har forvandlet haven”
Det er sandelig tryllestøv, der har ramt din have. Hvor er det smukke billeder i hvid-grønne pasteller. Så bliver man da helt glad i låget og taknemmelig, selv om det er vinter.
Hvor smukt! Her var der også det smukkeste syn, da jeg vågnede i morges. Desværre nåede jeg ikke at tage nogen billeder.