Der er noget om det der med "en lille og vågen", når det gælder løgvækster. Det er i hvert tilfælde altid de små løgvækster, der kommer først og indvarsler foråret. I hælene på vintergækker og erantis, der jo altid kommer allerførst, kommer de fine små krinolinenarcisser, Narcissus bulbocodium, og slår alle deres større narcisslægtninge i blomstringskapløbet. Hvor er de altså bare søde.
Krokus er en anden af de små tidlige løgvækster, der allerede er i fuld gang med at forårsbebude. Jeg er ret vild med den her botaniske krokus med de små, cremefarvede blomster og det absolut passende sortsnavn, Crocus 'Cream Beauty'.
Jeg har vist allerede nævnt de søde, lyseblå våriris, Iris reticulata 'Katharine Hodgkin', men jeg er lige nødt til at gøre det igen, for de er myldret frem i bedet lige uden for fordøren og gør en verden til forskel i det ellers noget flade staudebed, hvor vinterstanderne er blevet klippet ned.
'Katharine Hodgkin' har fået følgeskab af endnu en våriris, som jeg desværre ikke kender sortsnavnet på. Men fin, der er den med sine små, kongeblå blomster med eksotiske aftegninger. Det er svært at lade være med at smile, når man får øje på den. Men hvorfor skulle man egentlig også det 🙂
One Reply to “Små forårsfriske løgvækster kalder smilet frem”
Hej Lotte
Tak for dit svar 🙂 Tror du ikke, den kongeblå våriris er en Harmony?? Jeg har den, og den ligner meget.
Kh Karen