Gennem de seneste uger har glittede frøposer med lovende billeder hobet sig en anelse op, for det kan godt være svært at styre sit - eller i hvert fald mit - frøshoppergen. Undskyldningen er, at der skal være masser af sommerblomster til at fylde de udvidede bede, der er blevet til i løbet af vinteren. Nu er det tid til at så - så må jeg løse problemet med vindueskarmskapaciteten hen ad vejen.Et must her i haven er ærteblomster, Lathyrus odoratus. De store, kuglerunde frø skal lidt ned i jorden, og planterne kan godt lide at have god plads til rødderne, så jeg er ret glad for de her bakker med celler til hver plante. De passer lige til formålet. En blomsterpind er fin til at prikke huller til frøene, så de kommer sådan cirka en centimeter ned i jorden. I år har jeg sået den næsten sorte sort Lathyrus 'Black Knight' som jeg var så heldig at få en masse frø forærende af sidste år, og så den gamle sort Lathyrus 'Matucana', der har små to-farvede blomster og en helt eventyrlig duft.De øvrige frø fik ikke helt samme VIP behandling men blev bredsået i små genbrugspotter af pladsmæssige årsager. Så må de blive priklet om i individuelle papirpotter i et tidligt stadium, for at der ikke skal opstå trængselsproblemer. Jeg drysser frøene ud oven på den gennemfugtede spiremuld i potterne, trykker dem let til med en finger og fylder et ganske tyndt lag spiremuld oven på. Nu er de kommet ind i vindueskarmen, hvor der bliver kamp til stregen om det nyinstallerede plantelys i vindueskarmen, der ses her, når frøene spirer og kimplanterne får brug for masser af lys.
4 Replies to “Nu skal der produceres sommerblomster”
Jeg har også ærteblomstfrø liggende, men ved ikke, hvor de skulle placeres i haven… De kræver jo en vis støtte ikke? Hvor placerer du dine, når de kommer udenfor?
Hej Natalie
Jeg plejer at dyrke mine ærteblomster i krukker med et stativ, de kan klatre i. SE fx her: https://lottebjarke.dk/2016/07/04/duftende-velkomst/
mvh Lotte
Der er ikke noget som når trangen til sommerblomster efter en lang vinter får al dømmekraft til at svigte, og optimismen for overtaget. Uha hvor vi kender det, men det får vinterdepressionen til at fordufte, som en vinteren en drømmesolskinsdag i marts.
God så og senere priklelyst.
Venligst
Henrik
Kære Henrik
Tak for din hilsen – det er som talt ud af min mund 🙂 Dejligt at have åndsfæller derude.
Mvh Lotte