Jeg går lige og hygger lidt om haven, for jeg får fint havebesøg i morgen. Skyggeterrassen, der ellers har været god brug for denne sommer, gør ikke meget væsen af sig længere, men nu er den blevet piftet lidt op med en farverig sensommerbuket fra haven. Den lyser vældigt op på terrassen, hvor det hele ellers er grønt i grønt.Jeg tænkte ellers, at det nok var svært at finde blomster nok til en hel sensommerbuket, men der tog jeg grundigt fejl. Den dybtrøde Dahlia 'Lesotho' og papiragtige hortensiaskærme fylder godt i en buket, og det samme gør Skt. Hansurt, Sedum telephium, der har stået hele sommeren med de fineste lysegrønne skærme men nu er sprunget ud som rosa i anledning af efterårets komme. En dejlig staude, der er meget værd i haven næsten hele året rundt.En anden staude, der er genial at have i haven, hvis man godt kan lide at plukke buketter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. Den blomstrer og blomstrer, og der er ingen der opdager, at man klipper masser af stilke til sin sensommerbuket.Selv den nu totalt kaotiske køkkenhave har guf at byde på til buketter. De sidste ikke-spiste fennikel blomstrer med skyer af gule skærme, der ser herlige ud sammen med palmekålen og er lige så herlige i buketterne.Endelig må jeg lige slå et slag for håret solhat, Rudbeckia hirta. En sommerblomst, der blev forspiret og udplantet i foråret. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en blomst, der holder så længe i vasen som den. Dem skal jeg helt klart have flere af næste år i mange forskellige lækre, brændte farver.